Ældre og personer med handikap får nemmere ved at bruge offentlige hjemmesider
Det skal være muligt for alle at bruge websteder og applikationer knyttet til offentlige myndigheder, hospitaler, domstole andre organer i den offentlige forvaltning, siger nye EU-regler, som Parlamentet vedtog onsdag. De nye EU-regler sikrer, at det bliver lettere for ældre og personer med handicap at få adgang til oplysninger og tjenester på internettet, eksempelvis i forbindelse med at indsende skattepapirer, søge om støtte, betale regninger eller søge om optag på universitetet.
”I dag har vi sikret, at det er muligt for alle at bruge de digitale tjenester knyttet til offentlig forvaltning. De digitale døre til myndighederne bør være tilgængelige på samme måde som de fysiske bygningers. Vi har løst den offentlige side af webtilgængelighed, men internettet er langt mere end myndighedernes websteder og applikationer. Vi er nødt til også at reformere den private del af tjenesterne, der rækker fra banker til tv-stationer og private hospitaler. Jeg håber, at vi snart kan vedtage Den Europæiske վæԲsakt, så både offentlige- og private tjenester er lette at bruge for alle vores borgere”, sagde Parlamentets ordfører Dita Charanzová (ALDE, CZ).
Med de nye regler skal både hjemmesider og applikationer fra offentlige organer - det gælder lige fra myndigheder, domstole, politiet til hospitalsvæsnet, universiteter og biblioteker - efterleve fælles EU-standarder for tilgængelighed. MEPerne sikrede, at reglerne også gælder for applikationer på mobile anordninger, eksempelvis mobiltelefoner og tablets.
Feedback mekanisme
Offentlige organer vil jævnligt skulle give en ”detaljeret, omfattende og klar udtalelse om tilgængeligheden ”, som redegør for, hvordan deres hjemmesider og applikationer lever op til kravene i direktivet. Udtalelsen skal inkludere en forklaring på de dele af webstedernes indhold, som ikke er let tilgængelige, og årsagerne til dette. I den forbindelse skal der tilknyttes en særlig ”feedback mekanisme”, som giver brugerne mulighed for at bede om specifik information, hvis indholdet ikke er tilgængeligt eller indsende klager.
On-demand adgang til særligt indhold
Visse typer indhold er ikke er omfattet af direktivet. Det er dog kun, hvis indholdet ikke er nødvendigt for den administrative proces. Det drejer sig eksempelvis om kontordokumenter eller optaget medieindhold knyttet til et særligt tidsrum. MEPerne sikrede, at offentlige forvaltninger skal gøre dette indhold tilgængeligt til enhver, der beder om det (on-demand adgang).Medlemslandene skal nedsætte en myndighed til at kontrollere og håndhæve reglerne.
Omkring 80 millioner personer i EU har et handicap. Som befolkningen bliver ældre, forventer man, at antallet af personer med handicap eller aldersrelaterede begrænsninger vil vokse til 120 millioner inden 2020.
Næste skridt
Når direktivet er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende skal medlemslandene implementere loven i deres nationale lovgivninger inden for 21 måneder fra datoen, hvor direktivet træder i kraft. Efterfølgende har medlemslandene 12 måneder til at efterleve kravene for nye websteder, 24 måneder til efterleve kravene for eksisterende websteder og 33 måneder til offentlige organers mobile applikationer.
Kontakter:
-
Isabel Teixeira NADKARNI
Press Officer -
Jacob LOLCK