De nominerede til årets Sakharov-pris 2019

Find ud af hvem der er dette års nominerede til Europa-Parlamentets Sakharov-pris for Tankefrihed.

Andrei Sacharov og hans kone Jelena Bonner © Yury Rost.
Andrei Sacharov og hans kone Jelena Bonner © Yury Rost

Europa-Parlamentet tildeler hvert år Sakharov-prisen til enestående individer eller organisationer, der forsvarer menneskerettigheder og grundlæggende friheder.


De nominerede til Sakharov-prisen for Tankfrihed 2019 er:


Alexei Navalny, russisk advokat og politisk aktivist. I 2011 blev han anholdt for første gang ved en demonstration foran den russiske Duma. Han blev nummer to i 2013 ved borgmestervalget i Moskva. I 2017 udgav han en rapport om politisk korruption og kritiserede Putin og hans politiske allierede. Dette førte til anti-korruptionsdemonstrationer i mange russiske byer, og mere end 1000 demonstranter blev fængslet, inklusiv Navalny. Myndighederne forhindrede ham i at stille op ved præsidentvalget i 2018. Navalny er blevet fængslet tre gange i 2018 og 2019 for at have overtrådt Ruslands strikse protestlove. Han er nomineret af EPP.


Marielle Franco, brasiliansk politisk aktivist og menneskerettighedsforsvarer, der blev brutalt dræbt i marts 2018. Marielle, en sort biseksuel kvinde født i en favela, var kendt for at forsvare unge sortes menneskerettigheder, kvinder, favela-beboere og LGBTI-personer. Hun rapporterede ofte om udenretslige henrettelser og menneskerettighedsovertrædelser begået af politiet og statens sikkerhedsstyrker. Hendes sag er fortsat uafsluttet.

Claudelice Silva dos Santos, brasiliansk miljø- og menneskerettighedsforkæmper, der blev aktivist, efter at hendes bror og svigerinde blev dræbt i deres forsøg på at bekæmpe skovrydning ved Brasiliens Amazonas-regnskov. Hun er kendt for at kæmpe mod skovrydning, kvægfarme og kulproduktion, der foregår ulovligt i Praia-Alta Piranheira-regionen, et fjernt bosættelsesområde i Amazonas.

Chief Raoni er en symbolsk figur i kampen mod skovrydning i Amazonas. Han er en af lederne af Kayapo-folket, der er bosat i hjertet af Amazonas. Han er omkring 90 år gammel og har dedikeret sit liv til at kæmpe for det oprindelige folks rettigheder og beskyttelse af Amazonas. De tre er nominerede af S&D og GUE/NGL.


Ilham Tohti, en uyghursk økonom, der kæmper for rettighederne for den uyghurske minoritet i Kina. Han kæmper for implementeringen af love om regional selvbestemmelse i Kina. I 2014 blev han idømt fængsel på livstid på seperatist-relaterede anklager. På trods af dette er han forblevet en stemme for forsoning. Siden 2017 er over en million uyghursere blevet holdt fanget i et netværk af interneringslejre. Han er nomineret af Forny Europa og støttes også af Phillip Bennion, Ilhan Kyuchyuk, Reinhard Bütikofer og 58 andre medlemmer.


Jean Wyllys de Matos Santos, brasiliansk menneskerettighedsforsvarer, journalist, forelæser og politikker. I 2010 blev han valgt som føderal kongresmedlem (PSOL-partiet) som den første homoseksuelle aktivist. I løbet af to perioder fremsatte han love for homoseksuelle ægteskaber, legalisering af abort, regler for sexarbejde, kønsidentitetslove, humaniserede fødsler, legalisering af marijuana og skoler uden fordomme. I januar 2019, på trods af at han blev genvalgt, tiltrådte han ikke pga. dødstrusler. Han bor i Europa og rejser verden rundt, mens han fordømmer menneskerettighedsovergreb i sit hjemland og de regressive politikker, der føres af præsident Bolsonaros regering.

Marielle Franco, brasiliansk politisk aktivist og menneskerettighedsforsvarer (også nomineret af S&D og GUE/NGL). Jean Wyllys og Mariella Franco er nomineret af De Grønne/EFA. Denne nominering støttes også af Terry Reintke, Tanja Fajon og 43 andre medlemmer.



The Restorers, en gruppe bestående af fem studerende fra Kenya -Stacy Owino, Cynthia Otieno, Purity Achieng, Mascrine Atieno og Ivy Akinyi- har udviklet i-Cut, en app der hjælper piger med at håndtere kvindelig omskæring (FGM). i-Cut gør det lettere for unge kvinder at søge hjælp, finde et redningscenter eller at rapportere om proceduren til myndighederne. FGM er anerkendt som en menneskerettighedsovertrædelse internationalt. 200 millioner piger og kvinder lever med følgerne af indgrebet i verden i dag. Hvert år er mere end tre millioner piger i risikozonen. Nomineret af ECR.


Nominerede til Sakharov-prisen kan indstilles af de politiske grupper eller en gruppe af minimum 40 MEP'er.


Udenrigs- og Udviklingsudvalgene stemmer om, hvem der skal være de tre finalister baseret på de officielle nomineringer. Derefter vælger Formandskonferencen, der består af Parlamentets formand og de politiske gruppeledere, vinderen.


I 2018 gik prisen til Oleg Sentsov.


Næste skridt

30. september: Officiel præsentation af dette års nominerede ved et fælles møde i Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget og underudvalget for Menneskerettigheder.

8. oktober: Udenrigsudvalget og Udviklingsudvalget stemmer om de tre finalister.

24. oktober: Formandskonferencen offentliggører vinderen.

18. december: Sakharov-prisceremoni i Strasbourg.

Sakharovprisen for tankefrihed