FORSLAG TIL BESLUTNINGom transport og turisme
10.6.2020-()
jf. forretningsordenens artikel 132, stk. 2
Anna Deparnay‑Grunenberg, Tilly Metz
for Verts/ALE-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslagRC-B9-0166/2020
9‑0177/2020
Europa-Parlamentets beslutning om transport og turisme
()
Europa-Parlamentet,
–der henviser til forretningsordenens artikel132, stk.2,
A.der henviser til, at turisme er en tværgående økonomisk aktivitet med vidtrækkende konsekvenser for mange forskellige sektorer, bæredygtig udvikling, beskæftigelse, social udvikling og en bæredygtig økonomi;
B.der henviser til, at turismesektoren beskæftiger 22,6 millioner mennesker (11,2% af den samlede beskæftigelse i EU), bidrog med 9,5% til EU's BNP i 2019, bidrager til at skabe balance mellem regionale uligheder og har ofte en positiv indvirkning på den regionale udvikling;
C.der henviser til, at turisme består af en kompleks værdikæde af mange aktører med en direkte forbindelse til passagertransport;
D.der henviser til, at turisme og især overturisme også har en negativ indvirkning på klimaændringer, anslås at bidrage med 8% af CO2-emissionerne, og har negative miljømæssige og økonomiske virkninger såsom øget forurening, tab af biodiversitet, trafikbelastning, stigende udgifter til vedligeholdelse af infrastruktur og stigende priser, som dokumenteret i TRAN-undersøgelsen med titlen "Overturisme: virkning og mulige politiske reaktioner"[1],
E.der henviser til, at transport- og turismesektoren blandt alle større økonomiske sektorer har været hårdest ramt af covid-19;
F.der henviser til, at Kommissionen med vedtagelsen af meddelelsen om "Turisme og transport i 2020 og derefter" og turisme- og transportpakken den 13. maj 2020 tog det første nødvendige skridt til at støtte genopretningen af vores værdifulde transport- og turistøkosystemer efter covid-19-udbruddet ved at fremhæve behovet for at anvende genopretningen fornuftigt med henblik på at udvikle mere robust bæredygtighed i sektoren;
G.der henviser til, at det er meget længe siden, at Kommissionen vedtog meddelelsen "En ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål" i juni 2010, som indeholder en ny strategi og handlingsplan for turisme i EU, herunder behovet for dens gennemførelse;
H.der henviser til, at EU siden Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009 har fået tildelt understøttende kompetencer med henblik på at koordinere og supplere indsatsen på dette område i forhold til medlemsstaterne[2];
Genopretningsplaner for europæisk turisme og transport efter covid-19-udbruddet
1.mener, at det er nødvendigt hurtigt at yde kortsigtet støtte til transport- og turismesektorerne for at sikre deres overlevelse, samtidig med at der gennemføres foranstaltninger, som giver turister tillid til at rejse igen til og inden for Europa, og som sikrer et opsving, som robust forankrer "bæredygtighed", som et krav til alle transport- og turismeaktiviteter, hvilket er bydende nødvendigt for sektorens udvikling på længere sigt; understreger, at den nuværende krise også udgør en historisk mulighed for at modernisere turismen i EU og gøre den mere bæredygtig, idet udgangspunktet er at betragte den som et reelt industrielt økosystem med dets behov for at strømline bæredygtighedsinitiativer, miljøstandarder, transportvalg, bæredygtige investeringsmål, teknologiske innovationsbehov og bæredygtige resultatindikatorer, som bør tage hensyn til bedre økologiske og sociale standarder, såsom kvaliteten af de skabte job og livskvaliteten for lokale beboere;
2.glæder sig over meddelelsen om covid-19 og en faseinddelt og koordineret tilgang til genoprettelse af fri bevægelighed og ophævelse af grænsekontrol ved de indre grænser, som Kommissionen vedtog som en del af pakken, og forslaget om en faseinddelt og koordineret tilgang med det formål at vende tilbage til fri bevægelighed for personer uden begrænsninger; opfordrer EU til at støtte "genstarten af turisme" med en anbefaling om at fremhæve "bæredygtig turisme" og gøre troværdige certificerede virksomheder og destinationer førende inden for miljøvenlig, socialt ansvarlige og økonomisk bæredygtige rejser og turisme;
3.gentager betydningen af princippet om ikke-forskelsbehandling i den gradvise ophævelse af nationale og grænseoverskridende restriktioner samt den gensidige anerkendelse af de aftalte foranstaltninger på EU-plan, og understreger, at det er af afgørende betydning at undgå bilaterale aftaler mellem enkelte medlemsstater (såkaldte turistkorridorer) for at sikre det indre markeds integritet og den frie bevægelighed; understreger, at gennemførelsen af inddæmningsforanstaltningerne og lempelsen af disse på intet tidspunkt må føre til en reduktion af de høje EU-sikkerhedsstandarder og skal tage hensyn til videnskabelig rådgivning, der også genskaber tillid og fremmer en sikker åbning af turismesektoren efter nedlukningsforanstaltninger; opfordrer indtrængende Kommissionen til at forhindre gennemførelsen af alle former for diskriminerende og ikke-epidemiologiske foranstaltninger i medlemsstaterne, som kun undergraver Schengenområdets integritet;
4.opfordrer til, at der indføres ensartede vurderingskriterier i hele Unionen, og finder det nødvendigt at fremme EU's standarder, som certificerer og skelner mellem områder, der udgør sikre og bæredygtige tilbud for besøgende, som viser sig at være i overensstemmelse med både epidemiologiske og miljømæssigt bæredygtige forhold;
5.glæder sig over Kommissionens meddelelse om covid-19: Retningslinjer for gradvis genopretning af transporttjenester og konnektivitet samt retningslinjer baseret på en ramme af principper og en fælles værktøjskasse, der kan bidrage til at genoptage sikre og bæredygtige transporttjenester af enhver art i hele EU ved at træffe koordinerede, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige foranstaltninger
6.opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at nå til enighed om midlertidige, forholdsmæssige og ikke-diskriminerende foranstaltninger, der er klart relateret til covid-19-udbruddet, men som ikke kræver karantænerestriktioner, baseret på videnskabelig dokumentation og en solid risikovurdering, på grundlag af internationale standarder, der er fastlagt af troværdige kilder, såsom Verdenssundhedsorganisationen (WHO) eller Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC);
7.glæder sig over Kommissionens meddelelse om covid-19: EU's retningslinjer for den gradvise genoptagelse af turistydelser og sundhedsprotokoller i hotel- og restaurationsbranchen og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at dele disse retningslinjer med de kompetente myndigheder på regionalt og lokalt plan; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at yde finansiel støtte til rejse- og turismesektoren i forbindelse med gennemførelsen af disse foranstaltninger i fuldt samarbejde med rejse- og turismebranchen og navnlig også, samtidig med at der leves op til den europæiske grønne aftales ambitioner;
8.opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette en EU-sikkerhedscertificeringsordning for turisme- og rejsevirksomheder og -operatører i samarbejde med medlemsstaternes offentlige myndigheder, turismens aktører og internationale organisationer med henblik på at lette gennemførelsen af specifikke krav baseret på EU's retningslinjer og øge tilliden og sikkerheden for de rejsende, der besøger vores medlemsstater;
9.opfordrer Kommissionen til at insistere på, at de vouchere, der udstedes i forbindelse med covid-19, er frivillige, og at der er behov for en forpligtelse for virksomhederne til at tilbagebetale rejsende og besøgende, som det på nuværende tidspunkt er fastsat i EU-retten, med henblik på at forhindre endnu en uensartet gennemførelse, der medfører forskellig behandling af forbrugere og konkurrenceforvridning på transport- og turistmarkedet; opfordrer endvidere indtrængende Kommissionen til at anvende alle de midler, den har til rådighed, for at sikre korrekt håndhævelse og ensartet anvendelse af EU-retten og til at fremme anvendelsen af harmoniserede regler om frivillige vouchere;
10.opfordrer Kommissionen, medlemsstaternes offentlige myndigheder og aktører til at samarbejde om at udarbejde passende og fælles beredskabsplaner for en mulig anden bølge af covid-19-infektioner så hurtigt som muligt og behandle foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af infektioner i rejse- og turismesektoren;
11.opfordrer Kommissionen til at iværksætte en særlig EU-kommunikationskampagne om rejser og turisme med henblik på at fremme rejser inden for EU, genoprette borgernes tillid til rejser og turisme under covid-19, uddanne turister i de gældende sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger og sikre en robust gennemførelse af bæredygtighedskriterier, der sikrer udvikling af bæredygtige, ansvarlige og tilgængelige turistdestinationer i EU samt udvikling af "lokal turisme";
Øget solidaritet og koordinering i EU's turismesektor
12.fremhæver betydningen af at bevæge sig i retning af en egentlig europæisk turismepolitik, som i væsentlig grad vil bidrage til at øge Unionens bæredygtighed i denne sektor, fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og skabe muligheder for yderligere bæredygtige investeringer og innovationer for at fremme den økologiske omstilling i sektoren samt skabe og støtte lokale og fair job;
13.glæder sig over Kommissionens forslag om at afholde et europæisk turismetopmøde med deltagelse af EU-institutioner, sektoren, regioner, byer og aktører med henblik på at reflektere over morgendagens europæiske turismesektor og støtter udviklingen af en 2050-køreplan hen imod et bæredygtigt, innovativt og modstandsdygtigt europæisk turistøkosystem ("den europæiske dagsorden for turisme 2050") særligt med henblik på at støtte biodiversiteten og beskytte landskaber;
14.glæder sig over Kommissionens initiativ om fleksibilitet i henhold til statsstøttereglerne; fastholder imidlertid, at der er behov for sociale og økologiske standarder samt for klar og sektorspecifik vejledning i transport- og turismesektoren for at muliggøre en effektiv koordinering mellem alle medlemsstater, og for at sikre, at de nationale godtgørelsesordninger anvendes på en ensartet måde og indføres i en begrænset periode, på en rettidig og forholdsmæssig måde, med henblik på at tackle tab forårsaget af covid-19-udbruddet uden at fordreje konkurrencen unødigt;
15.glæder sig over forslaget om en EU-genopretningsplan, som Kommissionen forelagde den 27. maj 2020, og som omfatter et styrket langsigtet EU-budget (FFR 2021-2027) og et nyt genopretningsinstrument på 750mia.EUR, som bør være betinget af overholdelse af økologiske og sociale standarder;
16.opfordrer Kommissionen til at lægge behørig vægt på turismesektoren i genopretningspakken og udstede retningslinjer for at sikre hurtig og fair adgang til finansiering under de igangværende og kommende programmer;
17.gentager sin opfordring til, at der oprettes en særlig budgetpost for bæredygtig turisme i den næste flerårige finansielle ramme (FFR 2021-2027), og påpeger, at der ikke er noget konkret og målrettet finansielt instrument til fremme af velstand og bekæmpelse af klimaændringer i sektoren;
18.opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt at støtte virksomheder, navnlig SMV'er , for at hjælpe dem med at håndtere deres likviditetsproblemer, bevare arbejdspladser og tjenester og mindske turismens indvirkning på miljøet; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens nye SURE-initiativ, der tager sigte på at dække omkostningerne til nationale ordninger for korttidsarbejde, som giver virksomhederne mulighed for at bevare arbejdspladser og opretholde kontantreserver;
19.opfordrer til en europæisk horisontal strategi for genopretning af SMV'er med henblik på at støtte med udgifterne til adgang til finansiering og ved at fremme investeringer i strategiske værdikæder i overensstemmelse med den grønne aftale; minder om, at det er nødvendigt at foretage de nødvendige tilpasninger for at overholde de nye sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger, sikre betydelige investeringer for at garantere sikkerheden for forbrugerne og respekten for den sociale distancering og andre relevante forebyggende foranstaltninger;
20.fremhæver betydningen af et øget samarbejde mellem EU, nationale, regionale og lokale myndigheder og alle relevante aktører med henblik på at tackle tværgående turismerelaterede spørgsmål; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at udarbejde en EU-strategi for bæredygtig turisme, der omfatter en klar handlingsplan med kort-, mellem- og langsigtede mål, herunder FN's mål for bæredygtig udvikling, med forslaget om, at medlemsstaterne fastsætter klare strategiske og operationelle resultatorienterede mål, der prioriterer miljømæssig bæredygtighed og livskvalitet og trivsel i lokalsamfundene;
21.opfordrer Kommissionen til at udstede retningslinjer baseret på bedste praksis i turismesektoren i tilfælde af både pandemikrisen og den økologiske krise, sikre passende finansiel støtte og fremme udviklingen og koordineringen af passende onlineplatforme, hvor aktører kan udveksle bedste praksis og dele oplysninger;
Mod en fremtidssikret bæredygtig EU-turistsektor:
22.understreger, at turismesektoren i høj grad afhænger af transportsektoren, og at forbedringen af tilgængeligheden og konnektiviteten først og fremmest for bæredygtig transport med bevarelse af det højeste sikkerhedsniveau i alle transportsektorer (herunder gang og cykling) opretholdes, derfor sikkert vil have en betydelig indvirkning på styrkelsen af EU's turismesektor; understreger i denne forbindelse, at Kommissionen i forbindelse med det europæiske år for jernbanetransport i 2021 og behovet for at reducere transportemissionerne bør fremme nattog som en bæredygtig alternativ transportform;
23.understreger, at turismesektoren skal spille sin rolle med hensyn til at reducere forbruget af fossile brændstoffer og opfylde ambitionerne i den europæiske grønne aftale eller endnu bedre at stræbe efter en reduktion af drivhusgasemissionerne på 65% inden 2030 og at blive klimaneutral inden 2040;
24.understreger behovet for at fremme bæredygtige rejsemuligheder såsom øget støtte til infrastruktur for cykelturisme og nattog; understreger de økonomiske og miljømæssige fordele, som bæredygtige transportformer såsom cykling kan have for turisme, og opfordrer Kommissionen til at fremme og investere i cykelinfrastruktur for at fremme denne turisme; bemærker, at lufttransport med lave omkostninger, der muliggøres af lavere sociale og miljømæssige standarder, kan fremme korttidsturisme, der øger turismens CO2-aftryk;
25.understreger nødvendigheden af, at alle medlemsstater har et net af udviklet, moderne, sikker og bæredygtig infrastruktur med henblik på at gøre det lettere at rejse i hele EU og gøre de perifere medlemsstater mere tilgængelige for turisme inden for Europa og international turisme; opfordrer derfor Kommissionen til at støtte genindførelsen af forladte eller nedlagte regionale grænseoverskridende jernbaneforbindelser[3], til at fortsætte med at udføre kvalitetskontrol på det eksisterende infrastrukturnet og til at foreslå øjeblikkelige yderligere foranstaltninger for de mindst udviklede og fjerntliggende områder, som ofte har de mindst veludviklede net, og som kræver særlig opmærksomhed; påpeger, at selv om grænseregioner i hele EU udgør 40% af EU's territorium og en tredjedel af EU's befolkning[4], står de over for en dobbelt vanskelig situation, hvor de ofte er landlige og er beliggende i periferien, selv om de kan være blandt de mest attraktive destinationer for turister; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der er tilstrækkelig planlægning til at gennemføre hele TEN-T's hovednet og samlede net senest i henholdsvis 2030 og 2050 med angivelse af tidsplanen og de budgetmæssige muligheder, og om der er behov for ændringer for at sikre overholdelse af princippet om ikke at gøre skade, med særlig fokus på grænseoverskridende strækninger, navnlig i medlemsstater, der ikke gør fremskridt på disse områder; understreger, at en sådan kvalitetskontrol også skal vurdere, om disse projekter overholder princippet om ikke at gøre skade, som Kommissionen har fokuseret på i sin genopretningspakke[5], og hvis dette ikke er tilfældet, bør der foreslås passende ændringer;
26.opfordrer Kommissionen til at opretholde sin overvågningsramme, herunder mellemliggende mål og dens "use it or lose it"-strategi til at vurdere medlemsstaternes fremskridt, til at følge en systematisk og ensartet tilgang med faste frister for medlemsstaterne til at give feedback om afsluttede strækninger og til at træffe passende foranstaltninger i forbindelse med revisionen af TEN-T-forordningen for at forbedre medlemsstaternes langsigtede vedligeholdelsesplanlægning;
27.opfordrer Kommissionen til at undersøge gennemførligheden og de potentielle fordele ved en krisestyringsmekanisme for EU's turismesektor med henblik på at reagere hensigtsmæssigt og hurtigt på fremtidige farlige virusudbrud og pandemier; understreger betydningen af at inkludere finansieringsløsninger i forbindelse med kortvarig mangel på finansielle midler og også at fastlægge, hvilke rammer og strategier der skal aktiveres på mellemlang og lang sigt;
28.minder om, betydningen af at videreudvikle kapaciteten til at støtte og supplere medlemsstaternes indsats i krisetider med henblik på at beskytte arbejdstagerne, hjælpe virksomhederne og sikre, at passagerernes rettigheder overholdes, og at passagerernes sikkerhed er kernen i foranstaltningerne; understreger endvidere nødvendigheden af at arbejde tæt sammen med alle relevante aktører for at tage højde for alle de særlige forhold og aspekter i de relevante transport- og turismesektorer;
29.understreger betydningen af at have en fælles EU-tilgang til beskyttelse og forbedring af kommunikationsstrategien over for borgerne, som også fremhæver de miljømæssige interesser og bæredygtige alternativer; understreger endvidere EU's koordinerende rolle for turismesektoren, som bør forbedres ved at iværksætte tiltag med merværdi på EU-plan og yderligere lette udvekslingen af bedste praksis mellem medlemsstaterne; opfordrer til reduktion af administrative og skattemæssige byrder, støtte til virksomhedsetablering og fremme af adgang for alle, herunder personer med handicap, salg og levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne;
30.mener, at fremkomsten af nye teknologier og yderligere digitalisering vil øge rejse- og turismesektorens tiltrækningskraft betydeligt, og at brugervenlige platforme og nye forretningsmodeller vil øge sektorens potentiale for bæredygtighed; mener derfor, at regelmæssig uddannelse og omskoling af den eksisterende arbejdsstyrke i sektoren synes at være af afgørende betydning, med særligt fokus på bæredygtighed, digitale færdigheder og innovative teknologier;
31.understreger betydningen af at fremme bæredygtig turisme, bidrage til jobskabelse, beskyttelse og genopretning af naturlige økosystemer og til vækst og konkurrenceevne ved at bygge på nye forretningsmodeller, som gør en ende på overturisme og dens ødelæggende konsekvenser; opfordrer Kommissionen til at lette adgangen til EU-finansiering for aktører inden for turisme, der er involveret i udviklingen af innovative, intelligente og bæredygtige turismeprodukter og -tjenester af høj kvalitet, og til yderligere at bidrage til adgang for alle (herunder personer med handicap), bæredygtighed, mindre sæsonafhængighed og geografisk spredning af turiststrømme; mener, at der skal ydes støtte til og koordinering på EU-plan for at forbedre turistforvaltningen på nationalt, regionalt og lokalt plan, bl.a. ved at indføre certificering af turismebæredygtighed[6]; mener også, at de finansielle strømme bør stoppes til skadelige turismesektorer, der anvender ikkebæredygtige metoder, såsom store krydstogtskibe, eller er til fare for meget følsomme miljøområder;
32.påpeger, at det med hensyn til bæredygtig turismemærkning er afgørende at fremme initiativer på lokalt plan, såsom kampagner til fremme af kvalitet og bæredygtighedsmærkning samt adgang og støtte til virksomheder i forbindelse med certificering; anmoder Kommissionen om at støtte denne type kampagner; opfordrer også EU-institutionerne til at kræve, at der indgås aftaler med certificerede turistvirksomheder i forbindelse med EU's udbud og projektfinansiering;
33.fremhæver turismens betydning for bestemte lande og geografiske områder i EU, som ofte hårdest ramt af klimaændringer, men hvor turismerelaterede tjenesteydelser ofte er en afgørende faktor for at sikre beskæftigelsen og er en af de vigtigste indtægtskilder for lokalbefolkningen; opfordrer Kommissionen til at udarbejde skræddersyede foranstaltninger, når den frie bevægelighed og transportforbindelserne mellem regionerne i den yderste periferi og øerne og det europæiske fastland genoprettes; påpeger, at særlige forbindelseslinjer og supplerende finansiel og administrativ støtte er af afgørende betydning for disse regioner; understreger betydningen af at sætte fokus på kyst- og havområder i EU's turismestrategi og -initiativer, herunder finansieringsmuligheder og promoverings- og kommunikationsredskaber såvel som styrkelsen af de relevante markeders funktionsevne, ved at udforme skræddersyede politikker i samarbejde med aktører og myndigheder på de pågældende destinationer;
34.minder om, at kulturturisme udgør 40% af Europas samlede turisme, og opfordrer derfor Kommissionen til at foreslå, at medlemsstaterne fastsætter klare strategiske og operationelle bæredygtigheds- og resultatmål i den næste arbejdsplan for kultur og forbedrer den nuværende strategiske ramme for kultur; understreger, at investeringer i kulturelle mindesmærker bør ses og behandles som en ressource til at forbedre den cirkulære økonomi, der er baseret på natur- og kulturarven og synergier med lokale håndværksvirksomheder og landbrug, osv. uden at glemme deres iboende værdi som en del af vores kulturarv, der skal beskyttes, navnlig mod klimaændringer og masseturisme;
35.fremhæver fordelene ved turisme i landdistrikterne og agro-økologisk turisme samt velforvaltet turisme i beskyttede områder og opfordrer Kommissionen til yderligere at fremme og støtte initiativer, der vil kunne skabe yderligere indtægtskilder for landdistrikterne, jobmuligheder, forhindre affolkning og øge de sociale fordele; understreger den rolle, som Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), især Leader-programmet, kan spille med at støtte turismeinitiativer på lokalt plan og i landdistrikter, og opfordrer til, at dette program tildeles tilstrækkelige midler til programmeringsperioden 2021-2027;
36.påpeger betydningen af sundhedsturisme, der omfatter medicinsk turisme, wellness- og kurstedsturisme; opfordrer Kommissionen til, når det er relevant, at fremme europæisk sygdomsforebyggelse, balneologi, bæredygtig turisme og medicinsk turisme i bjergområder; understreger behovet for yderligere investeringer i forbedring af infrastrukturen for bæredygtig turisme og betydningen af øget synlighed for kursteder og wellnessturisme; opfordrer Kommissionen til at sørge for yderligere videnskabeligt baserede finansieringsmuligheder, eftersom medicinsk turisme kan bidrage til at reducere sundhedsomkostningerne gennem forebyggende foranstaltninger og lavere forbrug af lægemidler og yderligere vil kunne forbedre bæredygtigheden og arbejdskraftens kvalitet;
37.pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Kommissionen, formanden for Det Europæiske Råd og formandskabet for Rådet.
- [1] /RegData/etudes/STUD/2018/629184/IPOL_STU(2018)629184_EN.pdf
- [2] Artikel 195 i TEUF "Unionen supplerer medlemsstaternes indsats i turistsektoren, især ved at fremme konkurrenceevnen for Unionens virksomheder inden for denne sektor."
-
[3] GD REGIO's rapport "Comprehensive analysis of the existing cross-border rail transport connections and missing links on the internal EU borders"
(Kilde: ) - [4]
- [5] https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/communication-europe-moment-repair-prepare-next-generation.pdf
- [6] /RegData/etudes/STUD/2018/617461/IPOL_STU(2018)617461_EN.pdf