Gennemførelse af budgettet
Kommissionen er ansvarlig for gennemførelsen af budgettet i samarbejde med medlemsstaterne, men den er underlagt politisk kontrol fra Europa-Parlamentets side.
Retsgrundlag
- Artikel290, 291, 317, 318, 319, 321, 322 og 323 i (TEUF) og artikel179 i Euratomtraktaten
- Finansforordningen, dvs. af 18.juli2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget
- mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter.
å
Kommissionen er ansvarlig for modtagelse og betaling af budgettets indtægter og udgifter i overensstemmelse med traktaterne og efter de bestemmelser og forskrifter, der er fastsat i finansforordningen, og inden for rammerne af de godkendte bevillinger (1.4.3).
Medlemsstaterne samarbejder med Kommissionen, således at det sikres, at bevillingerne anvendes i overensstemmelse med principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning, dvs. sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.
Beskrivelse
A. Grundlæggende mekanisme
Gennemførelsen af budgettet består af to hovedoperationer: forpligtelser efterfulgt af betalinger. Hvad angår udgiftsforpligtelser, træffes der beslutning om at anvende et bestemt beløb fra en bestemt budgetpost til at finansiere en bestemt aktivitet. Når de tilhørende retlige forpligtelser (f.eks. kontrakter) er på plads, og de ønskede tjenesteydelser eller bygge- og anlægsarbejder er blevet udført, eller de bestilte varer er blevet leveret, godkendes udgifterne, og betalingen foretages.
B. ұԲԱøٴǻ
Kommissionen kan gennemføre budgettet på en af følgende måder:
- direkte ("direkte forvaltning") via sine tjenestegrene eller gennem forvaltningsorganer
- i samarbejde med medlemsstaterne ("delt forvaltning")
- indirekte ("indirekte forvaltning") ved at overdrage budgetgennemførelsesopgaver til enheder og personer, f.eks. ikke-EU-lande, internationale organisationer og andre.
I praksis gennemføres ca. 70% af budgettet ved "delt forvaltning" (hvor medlemsstaterne fordeler midlerne og forvalter udgifterne), omkring 20% ved "direkte forvaltning" af Kommissionen eller dens forvaltningsorganer og de resterende 10% ved "indirekte forvaltning"[1].
Det giver oplysninger om modtagerne af midler, der forvaltes direkte af Kommissionen. Hver enkelt medlemsstat er ansvarlig for at offentliggøre oplysninger om modtagerne af de midler, den forvalter ved indirekte forvaltning og delt forvaltning.
I artikel317 i TEUF fastslås det, at Kommissionen skal gennemføre budgettet i samarbejde med medlemsstaterne, og at de forordninger, som udarbejdes i henhold til artikel322 i TEUF, skal fastsætte medlemsstaternes kontrol- og revisionsforpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af budgettet og det deraf følgende ansvar.
Desuden fastsætter artikel290 og 291 i TEUF mere overordnet i forbindelse med EU-lovgivningens gennemførelse de bestemmelser, der regulerer Kommissionens delegerede beføjelser og gennemførelsesbeføjelser, herunder især den kontrol, som medlemsstaterne, Rådet og Europa-Parlamentet fører med Kommissionen i denne henseende.
I henhold til artikel290 i TEUF kan der ved en lovgivningsmæssig retsakt delegeres beføjelse til Kommissionen til at vedtage ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der supplerer "visse ikke-væsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt". Parlamentet og Rådet har ret til at tilbagekalde en sådan delegation af beføjelser til Kommissionen, eller at gøre indsigelse mod den, og derved forhindre den i at træde i kraft.
Artikel291 i TEUF regulerer de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen. Mens medlemsstaterne i henhold til artikel291, stk.1, er ansvarlige for at træffe alle de nationale foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre Unionens juridisk bindende retsakter, fastsættes det i artikel291, stk.2, at disse retsakter tildeler Kommissionen eller –i de tilfælde, der er fastsat i artikel24 og 26 i (TEU) –Rådet gennemførelsesbeføjelser, "når ensartede betingelser for gennemførelse af Unionens juridisk bindende retsakter er nødvendige". I henhold til artikel291, stk.3, i TEUF, fastsætter Europa-Parlamentet og Rådet ved forordning regler for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser.
En ny interinstitutionel aftale om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter blev vedtaget af institutionerne i2020. Formålet med aftalen, der blev vedtaget parallelt med for2021-2027, er ikke blot at sikre det fortsatte samarbejde mellem institutionerne om budgetspørgsmål, men også at forbedre Unionens årlige budgetprocedure og –gennem en køreplan, der er fastsat i et bilag –lette indførelsen af nye egne indtægter for EU under denne FFR.
Artikel291 i TEUF suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets af 16.februar2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Denne kontrol udøves gennem udvalg bestående af repræsentanter fra medlemsstaterne og med en repræsentant fra Kommissionen som formand. Forordningen fastsætter to nye typer af procedurer, hvis anvendelse afhænger af anvendelsesområdet for den pågældende retsakt: I henhold til undersøgelsesproceduren kan Kommissionen ikke vedtage en foranstaltning, hvis udvalget har afgivet en negativ udtalelse. I henhold til rådgivningsproceduren er Kommissionen forpligtet til at tage "størst muligt hensyn" til udvalgets konklusioner, men den er ikke bundet af udtalelsen.
En medlemsstats ukorrekte gennemførelse af budgettet straffes via proceduren for regnskabsafslutning og i forbindelse med kontrollen af støtteberettigelsen: Efter Kommissionens og Revisionsrettens regnskabskontrol korrigeres medlemsstaternes indtægter fra EU's budget gennem tilbagekaldelse af uberettiget udbetalte midler. Beslutninger vedrørende sådanne korrektioner træffes af Kommissionen i overensstemmelse med ovennævnte procedurer vedrørende udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (1.4.5).
Gennemførelsen af budgettet undersøges således regelmæssigt af Revisionsretten (1.3.12). Visse sektorer har gentagne gange været genstand for kritik i Revisionsrettens beretninger.
C. ұԲԱøٱ
Finansforordningen, der er baseret på artikel322 i TEUF, indeholder samtlige principper og bestemmelser, der ligger til grund for gennemførelsen af budgettet. Forordningen er af horisontal karakter, idet den anvendes på udgifter og indtægter inden for alle områder. Yderligere regler for gennemførelsen af budgettet findes i de sektorbaserede forordninger, der dækker særlige EU-politikker.
Den nugældende finansforordning blev vedtaget i juli2018, og den trådte i kraft den 2.august2018. De fleste af dens bestemmelser vedrørende gennemførelsen af EU-institutionernes administrationsbevillinger trådte imidlertid først i kraft den 1.januar2019[2].
Kommissionens vigtigste redskab til gennemførelse af budgettet og til overvågning af dets anvendelse er det elektroniske regnskabssystem ABAC (periodiseret regnskabsføring). Kommissionen har truffet foranstaltninger til at efterleve de højeste internationale regnskabsstandarder, navnlig de internationale regnskabsstandarder for den offentlige sektor (IPSAS), der er fastsat af Den Internationale Revisorsammenslutning (IFAC). Et vigtigt aspekt af budgettets gennemførelse er overholdelse af den EU-lovgivning, der gælder for offentlige kontrakter (vedrørende levering af varer, bygge- og anlægsarbejder og tjenesteydelser2.1.10). Desuden styrker systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse beskyttelsen af Unionens finansielle interesser. Det giver mulighed for tidlig opdagelse, udelukkelse af og økonomiske sanktioner mod upålidelige personer og enheder, der ansøger om EU-midler, eller som har indgået retlige forpligtelser med Kommissionen eller andre institutioner[3].
Europa-Parlamentets rolle
Europa-Parlamentet forholder sig til budgettet på to måder:
- som den ene af budgetmyndighedens to parter godkender det budgetbevillingerne for det kommende år
- gennem den årlige dechargeprocedure kontrollerer det gennemførelsen af budgettet i det foregående år.
Med budgetproceduren har Parlamentet forudgående indflydelse på gennemførelsen af EU-budgettet ved hjælp af de ændringsforslag og beslutninger, der fremsættes og træffes i forbindelse med budgetproceduren (1.2.5) vedrørende tildeling af midler.
Hvis Parlamentet er i tvivl om, hvorvidt udgifterne er berettigede, eller om Kommissionen er i stand til at gennemføre dem, kan det beslutte at gøre brug af budgetreservemekanismen og placere de midler, der anmodes om, i reserven, indtil Kommissionen fremlægger passende dokumentation som led i en anmodning om overførsel af midler fra reserven. Både Parlamentet og Rådet skal godkende forslag til overførsler. Bevillinger kan ikke gennemføres, før de er overført fra reserven til den relevante budgetpost.
Dechargeproceduren (1.4.5) giver Parlamentet mulighed for at kontrollere gennemførelsen af det løbende budget. De fleste spørgsmål vedrører dechargeperioden (som regel vedrørende det foregående år), men mange af de spørgsmål, som Kommissionen modtager fra Parlamentets Budgetkontroludvalg inden for rammerne af dechargeproceduren, vedrører også gennemførelsen af det løbende budget. Dechargebeslutningen, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge, indeholder forpligtelser for og henstillinger til Kommissionen og andre organer, som deltager i gennemførelsen af budgettet.
Ifølge Lissabontraktaten er Parlamentet sammen med Rådet ansvarligt for at fastsætte de "finansielle regler, der navnlig fastsætter de nærmere retningslinjer for opstillingen og gennemførelsen af budgettet og for regnskabsaflæggelsen og revisionen" (artikel322, stk.1, i TEUF).
Endvidere påvirker Parlamentet budgetgennemførelsen inden for næsten alle politiske områder gennem sine lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige tiltag, f.eks. via betænkninger og beslutninger eller ved blot at stille mundtlige eller skriftlige forespørgsler til Kommissionen.
I løbet af de sidste år har Parlamentet styrket sin politiske kontrol med Kommissionen ved at indføre instrumenter, der tillader udveksling af oplysninger om gennemførelsen af bevillinger og mængden af uindfriede forpligtelser (dvs. retlige forpligtelser, der endnu ikke er betalt). Sidstnævnte kan blive et problem, hvis de hober sig op over længere perioder, og Parlamentet tilskynder derfor Kommissionen til at holde dem under kontrol.
Der er ved at blive udviklet nye værktøjer, der skal muliggøre en bedre overvågning af gennemførelsen og forbedre EU-programmernes "valuta for pengene". Parlamentet kræver i denne forbindelse et højt kvalitetsniveau i aktivitetsrapporterne (der udarbejdes af Kommissionen i forbindelse med dens arbejdsdokumenter om det foreløbige forslag til det almindelige budget) og regelmæssige omkostningseffektivitetsanalyser for EU-programmer.
Yderligere oplysninger om dette emne findes på Budgetkontroludvalgets websted.
Stefan Schulz