MEP'erne opfordrer EU til at sikre sin egen sikkerhed 

Pressemeddelelse 
 
 

Del denne side: 

  • Levering af flere våben og mere ammunition til Ukraine 
  • Sikkerhedsforanstaltninger skal "svare til dem, der anvendes i krigstid" 
  • Forenkling af beslutningstagningen på forsvarsområdet 
  • MEP'erne glæder sig over ”ReArm Europe”-planen  
Europa-Parlamentet opfordrer EU til at handle hurtigt og sikre sin egen sikkerhed  

EU står over for et vendepunkt, og "business as usual" er ikke længere en mulighed grundet trusler og angreb mod den europæiske sikkerhed.

I en beslutning, der blev vedtaget onsdag, opfordrer Parlamentet EU til at handle hurtigt og sikre sin egen sikkerhed. Dette vil betyde, siger MEP'erne, at forbindelserne med ligesindede partnere styrkes, og at EU's afhængighed af lande uden for EU mindskes kraftigt.

En såkaldt "hvidbog" om fremtiden for det europæiske forsvar, som Kommissionen og den højtstående repræsentant forventes at fremlægge i næste uge, bør fremsætte konkrete forslag til Det Europæiske Råd for at muliggøre "en virkelig banebrydende indsats" og tiltag "svarende til dem, der anvendes i krigstid", siger MEP'erne, der også glæder sig over "ReArm Europe"-planen, som Kommissionens formand foreslog den 4. marts 2025.

EU som en ægte sikkerhedsgarant

For at opnå fred og stabilitet i Europa skal EU støtte Ukraine og selv blive mere modstandsdygtig, argumenterer MEP'erne. I resolutionen hedder det: "Europa står i dag over for den alvorligste militære trussel mod sin territoriale integritet siden afslutningen af den kolde krig", og den opfordrer medlemslandene, internationale partnere og NATO-allierede til at ophæve alle restriktioner på brugen af vestlige våbensystemer, der er leveret til Ukraine mod militære mål på russisk territorium.

Rusland – støttet af sine allierede Belarus, Kina, Nordkorea og Iran – er "den væsentligste direkte og indirekte trussel mod EU", hedder det i resolutionen. MEP'erne understreger, hvordan de seneste handlinger og udtalelser fra Trump-administrationen har øget bekymringerne om USA's fremtidige holdning til Rusland, NATO og europæisk sikkerhed og fordømmer på det kraftigste USA's trusler mod Grønland. På denne baggrund understreger Parlamentet, at EU's forsvarsindsats "ikke kan forblive begrænset i størrelse, fragmenteret i omfang og langvarig i gennemførelsen”. MEP'erne kræver en øget indsats på det militære område, men også i industri-, teknologi- og efterretningssektorerne.

Klar til de mest ekstreme militære nødsituationer

Teksten siger, at EU skal sætte sin administration i stand til "at træffe beslutninger hurtigere" i tilfælde af krig eller andre omfattende sikkerhedskriser. Samtidig med at de understreger betydningen af samarbejdet mellem EU og NATO, opfordrer MEP'erne også til, at der udvikles en fuldt funktionsdygtig europæisk søjle i NATO, der er i stand til at handle selvstændigt, når det er nødvendigt.

MEP'erne mener, at EU skal træffe beslutning om en fælles og klar langsigtet vision for den europæiske forsvarsindustri og opfordrer til en betydelig stigning i fælles EU-indkøb af udstyr. De insisterer på, at beslutningstagningen vedrørende det europæiske forsvar bør være mindre kompleks. De støtter oprettelsen af et forsvarsministerråd og et skift fra enstemmighed til kvalificeret flertal for EU's afgørelser på dette område med undtagelse af militære operationer med et udøvende mandat.

Parlamentet advarer om, at EU's sikkerheds- og forsvarsmål ikke vil blive nået, hverken med hensyn til militær støtte til Ukraine eller med hensyn til forbedring af den fælles europæiske sikkerhed, hvis der ikke sker en betydelig stigning i investeringerne. MEP'erne anfører, at "presserende behov ikke kan vente på den næste flerårige finansielle ramme". De anmoder om "innovative løsninger med henblik på straks at finde yderligere finansiering", såsom et system med europæiske forsvarsobligationer til finansiering af store militære investeringer.

Beslutningen blev vedtaget med 419 for, 204 imod og 46 hverken/eller.