FORSLAG TIL BESLUTNINGom Rådets henstilling om røg- og aerosolfrie miljøer
20.11.2024-()
jf. forretningsordenens artikel 136, stk. 2
Ignazio Roberto Marino
for Verts/ALE-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslagRC-B10-0173/2024
10‑0176/2024
Europa-Parlamentets beslutning om Rådets henstilling om røg- og aerosolfrie miljøer
()
Europa-Parlamentet,
–der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 168,
–der henviser til FN's verdensmål for bæredygtig udvikling, særlig mål 3,
–der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF[1] (tobaksvaredirektivet),
–der henviser til Kommissionens forslag af 17. september 2024 til Rådets henstilling om røg- og aerosolfrie miljøer, der erstatter Rådets henstilling 2009/C 296/02 (),
–der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om røgfri miljøer[2],
–der henviser til Verdenssundhedsorganisationens (WHO) rammekonvention om tobakskontrol, der blev vedtaget på den 56. Verdenssundhedsforsamling i Genève, Schweiz, den 21. maj 2003,
–der henviser til sin beslutning af 16. februar 2022 om styrkelse af Europa i kampen mod kræft – mod en omfattende og koordineret strategi[3],
–der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. februar 2021 med titlen "Den europæiske kræfthandlingsplan" (),
–der henviser til Kommissionens initiativ med titlen "Healthier Together – EU Non-Communicable Diseases Initiative" (Sundere sammen – EU-initiativ vedrørende ikke-overførbare sygdomme), som blev lanceret i december 2021,
–der henviser til sin beslutning af 13. december 2023 om ikkeoverførbare sygdomme[4],
–der henviser til sin beslutning af 23. november 2022 om forebyggelse, tackling og bedre behandling af diabetes i EU i anledning af den internationale diabetesdag[5],
–der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/522 af 24. marts 2021 om oprettelse af et EU-handlingsprogram for sundhed ("EU4Health-programmet") for perioden 2021-2027 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 282/2014[6],
–der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 2,
A.der henviser til, at FN's Generalforsamlings resolution 76/300 af 28. juli 2022 anerkender retten til et sundt miljø, herunder ren luft, som en grundlæggende menneskerettighed, idet det understreges, at alle stater er forpligtet til at respektere, beskytte og opretholde denne ret;
B.der henviser til, at der hvert år er 700000 mennesker i EU, der mister livet som følge af tobaksforbrug, og at titusinder af disse dødsfald skyldes andenhåndsrøg;
C.der henviser til, at brug af tobak og eksponering for andenhåndsrøg i høj grad bidrager til ikke-overførbare sygdomme, og at der er afgørende dokumentation, der kæder andenhåndsrøg i voksne ikke-rygere sammen med alvorlige lidelser såsom koronar hjertesygdom, slagtilfælde og lungekræft;
D.der henviser til, at e-cigaretter opvarmer nikotin og aromaer, der indeholder kemiske stoffer, for at frembringe en røgfri damp, kaldet aerosol, som indeholder giftige og kræftfremkaldende restprodukter, herunder formaldehyd, acetaldehyd og acrolein; der henviser til, at rygning og vaping er forbundet med større risiko for at udvikle periodontal sygdom, caries, kræft i mundhulen, luftvejs- og hjerte-kar-sygdomme, negative resultater af graviditet og kræft;
E.der henviser til, at andenhåndsrøg, herunder fra nikotinaerosoler, kan påvirke ikke-rygere og kan forårsage astma og lungekræft; der henviser til, at tredjehåndsrøg (forurenende stoffer, der hænger fast i møbler og andre overflader) er farlig, navnlig for børn, fordi de har for vane at undersøge ting og putte dem i munden;
F.der henviser til, at opvarmede tobaksvarer frigiver farlige kemikalier med eksponering, der er forbundet med astma og andre sundhedsrisici;
G.der henviser til, at andenhåndsaerosoler fra elektroniske inhalatorer med og uden nikotin indeholder skadelige stoffer, herunder fine og ultrafine partikler, som udgør en sundhedsrisiko for tilstedeværende personer;
H.der henviser til, at eksponering for andenhåndsrøg og -aerosoler udgør en særlig alvorlig sundhedsrisiko for børn, som er mere sårbare end voksne, fordi deres åndedræts- og immunsystemer stadig er under udvikling; der henviser til, at børn ofte ikke kan undgå eller begrænse deres eksponering for andenhåndsrøg, navnlig i lukkede rum såsom biler, hvilket gør dem til ufrivillige modtagere af skadelige toksiner; der henviser til, at videnskabelig dokumentation viser, at eksponering for andenhåndsrøg kan føre til talrige sundhedsskadelige virkninger hos børn, herunder øget risiko for astma, luftvejsinfektioner og udviklingsproblemer;
I.der henviser til, at 14 EU-medlemsstater allerede forbyder rygning i private biler, når der er mindreårige til stede, idet de anerkender risikoen ved gentagen eksponering for andenhåndsrøg for mindreårige i lukkede rum; der henviser til, at der er behov for yderligere EU-harmonisering på dette område;
J.der henviser til, at tobak er den største risikofaktor for kræft, og at over en fjerdedel af kræftdødsfaldene i EU, Island og Norge kan tilskrives rygning; der henviser til, at dødeligheden og andre sundhedsindikatorer (såsom hjerteanfald i befolkningen generelt) er blevet reduceret, og at luftvejssundheden er blevet bedre takket være røgfrie miljøer;
K.der henviser til, at eksponering for andenhåndsrøg og -aerosoler har en uforholdsmæssig stor indvirkning på sårbare grupper, herunder børn, gravide kvinder, ældre og socialt dårligt stillede personer, og at næsten halvdelen af alle børn i verden ånder luft, der er forurenet af tobaksrøg; der henviser til, at denne eksponering hvert år resulterer i ca. 65000 dødsfald blandt børn på verdensplan som følge af sygdomme, der er forbundet med andenhåndsrøg;
L.der henviser til, at målet med Europas kræfthandlingsplan er at skabe en "tobaksfri generation" inden 2040, hvor under 5% af befolkningen forbruger tobaksvarer;
M.der henviser til, at en reduktion af tobaksforbruget spiller en vigtig rolle i den globale indsats for at nå verdensmålet om at reducere for tidlige dødsfald som følge af ikke-overførbare sygdomme med 30% inden 2030; der henviser til, at der er behov for en revideret lovgivning for at reducere tobaksforbruget fra 24% i 2023 til 20% i 2025 som fastsat i verdensmålene;
N.der henviser til, at blandt voksne respondenter i Eurobarometerundersøgelsen fra 2023 om europæernes holdning til tobak og relaterede produkter[7] er 3% nuværende brugere af elektroniske cigaretter og 4% nuværende brugere af opvarmede tobaksvarer sammenlignet med 2% i 2020; der henviser til, at et særligt bekymrende aspekt af den nylige udbredelse af nye og fremspirende tobaksvarer og nikotinprodukter har været deres tiltrækningskraft over for børn og unge, der er blevet en målgruppe for tobaksindustrien og relaterede industrier som vigtige forbrugere; der henviser til, at 54% af de nuværende og tidligere rygere begyndte at ryge, inden de fyldte 19 år, og at 14% begyndte, inden de fyldte 15 år;
O.der henviser til, at 74% af de voksne respondenter havde oplevet, at der blev røget på udendørs terrasser, og at 71% havde oplevet, at der blev brugt elektroniske cigaretter og opvarmede tobaksvarer på de samme steder; der henviser til, at 42% af respondenterne berettede, at folk røg på udendørs arealer, der er beregnet til blive brugt af børn og unge, og at 49% af respondenterne havde oplevet, at folk brugte elektroniske cigaretter og opvarmede tobaksvarer på de samme steder; der henviser til, at 13% af respondenterne i alderen 15-24 år berettede, at de var begyndt at bruge elektroniske cigaretter, fordi de kunne ryge elektroniske cigaretter på steder, hvor det ikke var tilladt at ryge tobak;
P.der henviser til, at der i Eurobarometerundersøgelsen fra 2023 blev berettet om en solid folkelig opbakning til at forbyde rygning i udendørsområder, hvor der ikke kan sikres fysisk afstand, såsom parker, strande og indgangene til offentlige bygninger;
Q.der henviser til, at salgsvolumen af opvarmede tobaksvarer ifølge Kommissionens rapport af 15. juni 2022[8] er tyvedoblet, fra 934854 i 2018 til 19716820 i 2020;
R.der henviser til, at Rådets nuværende henstilling[9] indeholder anbefalinger til medlemsstaterne om at gennemføre WHO's rammekonvention om tobakskontrol og dermed giver dem vejledning i at overholde deres retlige forpligtelser til at beskytte mennesker mod passiv rygning på alle indendørs arbejdspladser, i offentlig transport og i indendørs offentlige rum;
S.der henviser til, at samtlige EU-medlemsstater er parter i WHO's rammekonvention om tobakskontrol, og at det i princip 1 i retningslinjerne for gennemførelse af artikel 8 heri er fastsat, at fuldstændig eliminering af rygning og tobaksrøg i bestemte områder eller miljøer er nødvendigt for at beskytte mod eksponering og skabe et 100% røgfrit miljø;
T.der henviser til, at parterne i WHO's rammekonvention om tobakskontrol indtrængende opfordres til at prioritere foranstaltninger, der beskytter mennesker mod eksponering for emissioner fra opvarmede tobaksvarer, og til udtrykkeligt at udvide lovgivningen om rygeforbud til at omfatte opvarmede tobaksvarer, fordi de udsender pyrolyseprodukter såsom flygtige aldehyder, der falder ind under den videnskabelige definition af "røg" og derfor utvetydigt bør klassificeres som "tobaksrøg";
U.der henviser til, at WHO's rapport fra 2021 om den globale tobaksepidemi[10] fremhæver, at eksponering for andenhåndsemissioner fra opvarmede tobaksvarer er forbundet med betydelige luftvejs- og hjerte-kar-anomalier hos andre tilstedeværende, og at andenhåndsaerosoler fra elektroniske cigaretter, både med og uden nikotin, udsætter andre tilstedeværende for kvantificerbare niveauer af partikler, væsentlige giftige stoffer og forurenende stoffer;
V.der henviser til, at Rådets nuværende henstilling ikke fuldt ud kan opfylde sit beskyttelsesformål, fordi den ikke dækker udendørsområder, og fordi den ikke omfatter nye og fremspirende produkter, der kan udsende røg og/eller aerosoler, f.eks. opvarmede tobaksvarer, elektroniske cigaretter – med eller uden nikotin – og tobakssurrogater, og andre produkter, der afgiver røg og/eller aerosoler;
W.der henviser til, at Kommissionen i 2023 gennemførte en offentlig høring for at evaluere sin retlige ramme for tobakskontrol (produktregulering, reklame, promovering, sponsorering osv.) for at vurdere resultaterne og tilstrækkeligheden af EU's retlige ramme for tobakskontrol i forhold til dens mål og for at vurdere, om målet om at skabe en røgfri generation i Europa inden 2040 er passende;
X.der henviser til, at det var forventet, at Kommissionen ville fremlægge sit forslag til udkastet til henstilling den 31. januar 2024, men at forslaget blev udsat til den 17. september 2024;
Y.der henviser til, at den foreslåede revision af Rådets henstilling om røgfri miljøer er et direkte forsøg på at beskytte mennesker, navnlig børn, bedre mod virkningerne af andenhåndsrøg og -aerosoler; der henviser til, at den også markerer endnu et skridt fremad i EU's samlede indsats for at afnormalisere brugen af tobak og fremspirende produkter, bekæmpe nikotinafhængighed, forbedre folkesundheden og mindske forekomsten af sygdomme og for tidlige dødsfald;
Z.der henviser til, at det i forslaget anbefales, at medlemsstaterne udvider deres politikker om røgfrie miljøer til også at gælde i vigtige udendørs områder for at beskytte mennesker i EU bedre, navnlig børn og unge; der henviser til, at disse områder omfatter udendørs rekreative områder, hvor børn sandsynligvis er til stede, såsom offentlige legepladser, forlystelsesparker og svømmebassiner, samt udendørs områder, der er knyttet til sundheds- og uddannelseslokaler, offentlige bygninger, servicevirksomheder og transportstoppesteder og -stationer;
AA.der henviser til, at brugen af nikotinposer også giver anledning til bekymring for unges sundhed;
AB.der henviser til, at det i forslaget også anbefales, at medlemsstaterne udvider røgfrie miljøpolitikker til at omfatte nye og fremspirende produkter såsom opvarmede tobaksvarer og elektroniske cigaretter, der i stigende grad tiltrækker meget unge brugere;
AC.der henviser til, at medlemsstaterne i forslaget også tilskyndes til at udveksle bedste praksis og styrke det internationale samarbejde for at maksimere virkningen af de foranstaltninger, der træffes i hele EU;
AD.der henviser til, at Kommissionen vil yde støtte i form af et direkte tilskud på 16 mio. EUR fra EU4Health-programmet, og at der allerede er afsat 80 mio. EUR fra Horisont Europa-programmet til at styrke kontrollen med tobak, nikotin og relaterede produkter og til forebyggelse af afhængighed; der henviser til, at Kommissionen også vil udvikle en forebyggelsesværktøjskasse til støtte for beskyttelsen af børns og unges sundhed;
AE.der henviser til, at gennemførelsen af henstillingen bør overvåges regelmæssigt for at måle fremskridtene med hensyn til at nå dens mål og identificere mangler i bestræbelserne på at sikre røg- og aerosolfrie miljøer;
1.beklager, at Kommissionen var så forsinket med offentliggørelsen af dette længe ventede forslag, der først forelå, ni måneder efter at det oprindeligt var varslet;
2.bemærker, at stigningen i brugen af nye og fremspirende nikotin- og tobaksvarer i offentlige og indendørs rum er en trussel mod folkesundheden, idet brugen af e-cigaretter blandt 13-15-årige overstiger forbruget blandt voksne i mange lande;
3.understreger, at der ikke er dokumenteret noget sikkert niveau for eksponering for røg og aerosoler fra tobak og nye og fremspirende produkter;
4.understreger, at røgfrie miljøer beskytter både ikke-rygeres og rygeres sundhed, da de forhindrer ikke-rygere i at blive udsat for farlige stoffer og tilskynder rygere til at ryge mindre eller helt holde op med at ryge;
5.opfordrer medlemsstaterne til at udvide rygeforbud til at også omfatte vigtige udendørsområder, herunder udendørs restauranter, caféer og barer, arbejdspladser, områder tæt på sundhedsfaciliteter, uddannelsesinstitutioner, sundhedsplejefaciliteter og andre plejefaciliteter, offentlig transport, herunder bus- og sporvognsstoppesteder og togstationer og -perroner, lufthavne og rekreative områder og andre samlingssteder eller steder med trængsel, under hensyntagen til risikoen for eksponering;
6.opfordrer til, at forbuddet udtrykkeligt kommer til at omfatte udendørsområder, hvor der ikke kan sikres fysisk afstand, såsom parker, strande og indgangene til offentlige bygninger;
7.opfordrer medlemsstaterne til at indføre eller udvide forbud mod rygning i private køretøjer, når der er mindreårige til stede;
8.opfordrer indtrængende alle medlemsstater til at forbyde brugen af elektroniske inhalatorer med og uden nikotin (e-cigaretter) i alle indendørs rum for at minimere sundhedsrisiciene for ikke-brugere;
9.foreslår, at disse forbud udformes på en sådan måde, at der sikres den størst mulige beskyttelse, navnlig for børn, unge, gravide kvinder og andre sårbare grupper;
10.opfordrer til, at brugen af nikotinposer i uddannelsesinstitutioner forbydes;
11.forventer, at yderligere tobakslovgivning inden for rammerne af den europæiske kræfthandlingsplan vil blive evalueret og ajourført i indeværende valgperiode;
12.opfordrer indtrængende til nøje overholdelse af artikel 5.3 i WHO's rammekonvention om tobakskontrol vedrørende industriens indblanding i folkesundhedspolitikker og opfordrer til, at der træffes konkrete foranstaltninger for at sikre en høj grad af gennemsigtighed, forebygge interaktioner med industrien og forebygge interessekonflikter;
13.glæder sig over Kommissionens tilvejebringelse af finansiering gennem EU4Health-programmet, herunder et direkte tilskud på 16 mio. EUR, for at støtte medlemsstaterne i gennemførelsen af de anbefalede foranstaltninger; er imidlertid alvorligt bekymret over EU's langsigtede investeringer på sundhedsområdet;
14.glæder sig over, at Kommissionen har støttet forskning i bekæmpelse af tobak, nikotin og relaterede produkter samt forebyggelse af afhængighed under Horisont Europa-programmet med et samlet budget på over 80 mio. EUR;
15.opfordrer Kommissionen til snarest muligt at foreslå en revision af tobaksreklamedirektivet[11], tobaksbeskatningsdirektivet[12] og tobaksvaredirektivet efter at have fulgt op på de videnskabelige vurderinger af sundhedsrisiciene i forbindelse med elektroniske cigaretter, opvarmede tobaksvarer og nye kategorier af tobaksvarer;
16.glæder sig over Kommissionens og medlemsstaternes planer om at indføre effektive og omfattende foranstaltninger til beskyttelse af mennesker mod andenhåndsrøg og -aerosoler;
17.glæder sig over Kommissionens hensigt om at gennemføre alle støtteforanstaltninger i tæt samarbejde med medlemsstaterne;
18.opfordrer Kommissionen til fire år efter vedtagelsen af denne beslutning at aflægge rapport til Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes fremskridt for så vidt angår gennemførelsen af beslutningen og gennemførelsen af Rådets henstilling;
19.pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Verdenssundhedsorganisationen.
- [1] EUT L 127 af 29.4.2014, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2014/40/oj.
- [2] EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 63.
- [3] EUT C 342 af 6.9.2022, s. 109.
- [4] EUT C, C/2024/4171, 2.8.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/4171/oj.
- [5] EUT C 167 af 11.5.2023, s. 36.
- [6] EUT L 107 af 26.3.2021, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/522/oj.
- [7] Europa-Kommissionen, Særlig Eurobarometerundersøgelse 539: 2023. Attitudes of Europeans towards tobacco and related products, Bruxelles, 2023.
- [8] Rapport fra Kommissionen om konstatering af en væsentlig ændring af forholdene for opvarmede tobaksvarer i henhold til direktiv 2014/40/EU ().
- [9] Rådets henstilling af 30. november 2009 om røgfri miljøer (EUT C 296 af 5.12.2009, s. 4).
- [10] Verdenssundhedsorganisationen, Report on the global tobacco epidemic 2021: addressing new and emerging products, Genève, 2021.
- [11] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF af 26. maj 2003 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse (EUT L 152 af 20.6.2003, s. 16, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2003/33/oj).
- [12] Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak (kodifikation (EUT L 176 af 5.7.2011, s. 24, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2011/64/oj).