Ϸվ

Den Europæiske Ombudsmand

Den Europæiske Ombudsmand foretager undersøgelser af sager vedrørende fejl og forsømmelser i Den Europæiske Unions institutioner, organer, kontorer og agenturer og handler på eget initiativ eller på baggrund af klager fra EU-borgere eller en fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat. Ombudsmanden vælges af Europa-Parlamentet for hele valgperioden.

Retsgrundlag

Artikel 20, 24 og 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 43 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Den Europæiske Ombudsmands status og opgaver blev præciseret af Parlamentet i en afgørelse af 9. marts 1994, der blev truffet efter høring af Europa-Kommissionen og med godkendelse fra Rådet for Den Europæiske Union[1]. Den Europæiske Ombudsmand har efterfølgende vedtaget bestemmelser til gennemførelse af denne afgørelse. Afgørelsen blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets forordning af 24. juni 2021 efter samme procedure[2]. Procedurerne for valg og afskedigelse af Den Europæiske Ombudsmand er fastlagt i artikel 231-233 i Parlamentets forretningsorden.

å

Den Europæiske Ombudsmand er et organ, der blev indført ved Maastrichttraktaten (1992) og har til formål:

  • at forbedre beskyttelsen af borgere eller fysiske eller juridiske personer, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat i forbindelse med tilfælde af fejl eller forsømmelser begået af Den Europæiske Unions institutioner, organer, kontorer eller agenturer, og
  • dermed styrke åbenheden og den demokratiske kontrol med EU-institutionernes beslutningstagning og forvaltning.

A. Status

1. Valg

a. Krav

Den Europæiske Ombudsmand skal vælges blandt personer, der:

  • er EU-borgere
  • i fuldt omfang er i besiddelse af borgerlige og politiske rettigheder
  • kan bevise, at de er uafhængige
  • opfylder de betingelser, der kræves for at bestride det højeste dommerembede i deres hjemland, eller har almindeligt anerkendte faglige kompetencer og kvalifikationer til at påtage sig hvervet som Den Europæiske Ombudsmand
  • ikke har været medlem af nationale regeringer eller af Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd eller Europa-Kommissionen i løbet af de seneste to år forud for datoen for offentliggørelse af indkaldelsen af ansøgninger.

b. Procedure

Ved begyndelsen af hver valgperiode eller i tilfælde af Ombudsmandens død, fratræden eller afskedigelse indkalder Europa-Parlamentets formand ansøgninger til hvervet som Ombudsmand og fastsætter fristen for indgivelsen af disse. Ansøgningerne skal indgives med støtte fra mindst 40 medlemmer af Parlamentet fra mindst to medlemsstater. Ansøgningerne forelægges for Parlamentets Udvalg for Andragender, der undersøger, om kandidaterne opfylder betingelserne for udnævnelse. Udvalget kan indkalde ansøgerne til høring. En liste over de kandidater, der opfylder betingelserne, forelægges herefter for Europa-Parlamentet til afstemning. Den Europæiske Ombudsmand vælges med et flertal af de afgivne stemmer.

2. Mandatperiode

a. Varighed

Den Europæiske Ombudsmand vælges af Europa-Parlamentet efter hvert EU-valg og for hele valgperioden. Ombudsmanden kan genvælges.

b. Forpligtelser

I embedsperioden skal Den Europæiske Ombudsmand:

  • være fuldstændig uafhængig og upartisk under udøvelsen af sit hverv
  • undlade at søge eller modtage instruktioner fra nogen regering, nogen institution, noget organ, kontor eller nogen anden instans
  • afholde sig fra enhver handling, der er uforenelig med karakteren af hvervet
  • undlade at påtage sig noget andet politisk eller administrativt hverv eller nogen anden erhvervsmæssig virksomhed, uanset om denne aktivitet er lønnet eller ulønnet.

3. Afskedigelse

Den Europæiske Ombudsmand kan afskediges af Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) på begæring af Europa-Parlamentet, hvis vedkommende ikke længere opfylder de nødvendige betingelser for at udøve sit hverv eller har begået en alvorlig forseelse.

B. Rolle

1. dzå

Den Europæiske Ombudsmand behandler sager vedrørende fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af EU's organer, institutioner eller agenturer.

a. Den Europæiske Ombudsmand kan konstatere fejl og forsømmelser, hvis en institution ikke overholder:

  • grundlæggende rettigheder
  • retsregler eller principper
  • principperne om god forvaltning.

Den Europæiske Ombudsmands undersøgelser vedrører hovedsagelig:

  • gennemsigtighed i beslutningstagningen og i lobbyvirksomhed/ansvarlighed
  • aktindsigt i dokumenter
  • servicekultur
  • overholdelse af proceduremæssige rettigheder
  • korrekt anvendelse af skøn
  • overholdelse af grundlæggende rettigheder
  • Բæٳٱ
  • god forvaltning af EU-personalespørgsmål og
  • forsvarlig økonomisk forvaltning og udnævnelser
  • etik
  • offentlig deltagelse i EU's beslutningsproces.

Omkring en tredjedel af de undersøgelser, som Ombudsmanden foretager hvert år, vedrører mangel på eller afslag på at give oplysninger.

b. Undtagelser

Følgende kan ikke undersøges:

  • EU-Domstolens handlinger i forbindelse med udøvelsen af dens domstolsfunktioner. Den Europæiske Ombudsmands undersøgelser vedrørende EU-Domstolen vedrører kun dens ikke-retlige aktiviteter, f.eks. udbud, kontrakter og personalesager
  • klager over lokale, regionale eller nationale myndigheder, selv når disse klager vedrører spørgsmål, der har forbindelse til Den Europæiske Union
  • nationale retsinstansers eller ombudsmænds virksomhed: Den Europæiske Ombudsmand fungerer ikke som rekursinstans for afgørelser, der er truffet af disse organer
  • forhold, som ikke forinden har været genstand for de fornødne administrative procedurer i de berørte institutioner eller organer
  • klager over individuelle EU-tjenestemænd i relation til deres adfærd.

2. Henviste sager

Den Europæiske Ombudsmand foretager alle de undersøgelser, som den pågældende finder berettigede, enten på eget initiativ eller på grundlag af klager indgivet af en EU-borger eller en fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat, enten direkte eller via et medlem af Europa-Parlamentet, medmindre de påståede forhold er eller har været under retslig behandling.

3. Իøø

Den Europæiske Ombudsmand kan anmode om oplysninger fra:

  • institutioner og organer, der er forpligtet til at efterkomme anmodningen og give adgang til de pågældende dokumenter, medmindre de påberåber sig tavshedspligt og begrunder dette behørigt
  • tjenestemænd og øvrige ansatte ved disse institutioner og organer, der skal aflægge vidneforklaring på Den Europæiske Ombudsmands anmodning, selv om de fortsat er underkastet tavshedspligt
  • myndighederne i medlemsstaterne, der skal efterkomme anmodningen, medmindre det i henhold til love eller administrative bestemmelser er forbudt at videregive de pågældende oplysninger. Selv i sådanne tilfælde kan Den Europæiske Ombudsmand dog få adgang til oplysningerne mod et tilsagn om ikke at videregive dem.

Hvis Ombudsmanden ikke får den ønskede bistand, underretter vedkommende Europa-Parlamentet, der træffer de nødvendige foranstaltninger. Den Europæiske Ombudsmand kan ligeledes samarbejde med sine kolleger i medlemsstaterne under overholdelse af bestemmelserne i gældende national ret. Er der imidlertid tale om forhold, som synes at henhøre under strafferetten, meddeler Den Europæiske Ombudsmand omgående dette til de kompetente nationale myndigheder og til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF). I relevante tilfælde kan Ombudsmanden også underrette den pågældende tjenestemands eller ansattes EU-institution.

4. Resultater af undersøgelser

Den Europæiske Ombudsmand forsøger så vidt muligt sammen med den berørte institution eller det berørte organ at finde en mindelig løsning, som er tilfredsstillende for klageren. Hvis Den Europæiske Ombudsmand konstaterer fejl eller forsømmelser, forelægges vedkommendes henstillinger for den berørte institution eller det berørte organ, som derefter har tre måneder til at meddele Den Europæiske Ombudsmand sine synspunkter. Hvis institutionen ikke accepterer de foreslåede henstillinger, kan Den Europæiske Ombudsmand udarbejde en særlig beretning, der sendes til Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet kan til gengæld udarbejde en betænkning om den særlige beretning, som Den Europæiske Ombudsmand har forelagt. Endelig underretter Den Europæiske Ombudsmand klageren om resultatet af undersøgelsen, om institutionens eller organets svar og om eventuelle egne henstillinger.

C. Forvaltning

Ombudsmanden råder over et sekretariat, hvis personale er omfattet af de bestemmelser, der gælder for EU-administrationens personale. Den Europæiske Ombudsmand udnævner selv sekretariatets leder.

D. Aktiviteter

Den første ombudsmand, Jacob Söderman, fik to embedsperioder, fra juli 1995 til den 31.marts 2003. I hans embedstid godkendte Europa-Parlamentet den europæiske kodeks for god forvaltningsskik (i 2001). Det er en procedurekodeks, der tager højde for de europæiske forvaltningsretlige principper, som kommer til udtryk i EU-Domstolens praksis, og som henter inspiration fra de nationale lovgivninger. Den Europæiske Ombudsmand anvender denne kodeks, når der skal tages stilling til, om der foreligger fejl eller forsømmelser, idet ombudsmandsinstitutionen baserer sig på kodeksens bestemmelser i forbindelse med sine undersøgelser. Kodeksen fungerer desuden som vejledning og rettesnor for EU-tjenestemænd og fremmer de højeste forvaltningsretlige standarder.

Nikiforos Diamandouros var europæisk ombudsmand fra april 2003 til den 14.marts 2013, hvor han fratrådte sit hverv med virkning fra den 1.oktober 2013. Den 11. juli 2006 forelagde han et forslag om justering af Ombudsmandens statut, der blev støttet af Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union. Statutten blev ændret for at styrke og præcisere Den Europæiske Ombudsmands rolle, f.eks. hvad angår adgang til dokumenter og videregivelse af oplysninger til OLAF i forbindelse med sager, der muligvis falder under kontorets sagsområde.

Den tidligere irske ombudsmand, Emily O'Reilly, tiltrådte embedet som europæisk ombudsmand den 1. oktober 2013, efter at være blevet valgt af Europa-Parlamentet under mødeperioden i juli 2013, og er blevet genvalgt to gange, efter valget til Europa-Parlamentet i henholdsvis 2014 og 2019. Hun har øget synligheden af Ombudsmandens rolle ved at fokusere på de spørgsmål, der er mest relevante for EU-borgerne, ved at sikre, at EU leverer de højeste standarder for administration, gennemsigtighed og etik. Hun har fremmet gennemsigtighed i EU's beslutningsproces og navnlig i triloger og i Rådet for Den Europæiske Union samt i forbindelse med lobbyvirksomhed, ekspertgrupper, interessekonflikter, svingdørsproblematikken, EU-agenturer (såsom Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, Frontex) og internationale forhandlinger (såsom det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab). Hun har arbejdet på at forbedre reglerne om whistleblowing, om det europæiske borgerinitiativ og om handicap. Hun har også undersøgt tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med udnævnelsen af en tidligere generalsekretær for Kommissionen.

Den Europæiske Ombudsmand koordinerer også det europæiske netværk af ombudsmænd og har siden 2017 uddelt "prisen for god forvaltning" hvert andet år.

Europa-Parlamentets rolle

Selv om Den Europæiske Ombudsmand er fuldstændig uafhængig i udførelsen af sit hverv, har hvervet karakter af parlamentarisk Ombudsmand. Den Europæiske Ombudsmand har et meget tæt forhold til Parlamentet, der har enekompetence til at vælge – og kan anmode Domstolen om at afskedige – den pågældende, fastsætter regler for udøvelsen af vedkommendes hverv, bistår med undersøgelser og modtager vedkommendes beretninger. Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender afgiver hvert år på grundlag af forretningsordenen (artikel 232) en betænkning om Ombudsmandens årsberetning. I disse betænkninger har udvalget gentagne gange udtrykt sin fulde støtte til Den Europæiske Ombudsmands arbejde og understreget, at EU-institutionerne bør samarbejde fuldt ud med institutionen med henblik på at øge gennemsigtigheden i og kontrollen med EU, navnlig ved at føre vedkommendes henstillinger ud i livet. Den 12. februar 2019 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om et udkast til forordning med forslag om en ajourført statut for Ombudsmanden med det formål at styrke institutionens uafhængighed og beføjelser. Den 24. juni 2021 vedtog Europa-Parlamentet , som kodificerer mange af kontorets arbejdsmetoder, såsom beføjelsen til at indlede undersøgelser på eget initiativ.

[1]EFT L 113 af 4.5.1994, s. 15 – ændret ved Europa-Parlamentets afgørelser af 14. marts 2002 (EFT L 92 af 9.4.2002, s. 13) og af 18. juni 2008 (EUT L 189 af 17.7.2008, s. 25).
[2]Europa-Parlamentets (EU, Euratom) 2021/1163 af 24. juni 2021 om Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af dennes hverv (Den Europæiske Ombudsmands statut) og om ophævelse af afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom (EUT L 253, 16.7.2021, s. 1).

Pablo Abril Marti / Georgiana Sandu