Ϸվ

Europa-Parlamentet: opbygning og arbejdsgang

Europa-Parlamentets opbygning og arbejdsgang er fastlagt i dets forretningsorden. De politiske organer, udvalg, delegationer og politiske grupper leder Parlamentets aktiviteter.

Retsgrundlag

  • Artikel14 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel223, 224, 226, 229, 231 og 232 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)
  • Europa-Parlamentets forretningsorden.

Medlemmer og sammensætning

De generelle regler om Europa-Parlamentets sammensætning er fastlagt i artikel14, stk.2, i TEU, hvori det fastsættes, at Det Europæiske Råd med enstemmighed på Europa-Parlamentets initiativ og med dettes godkendelse vedtager en afgørelse om Europa-Parlamentets sammensætning. Det fremgår endvidere deraf, at Parlamentet skal bestå af højst 751 repræsentanter for EU's borgere (750 medlemmer plus formanden). Borgerne repræsenteres desuden "degressivt proportionalt" med en mindstetærskel på seks medlemmer pr. medlemsstat. Ingen medlemsstat kan have mere end 96 pladser.

Princippet om degressiv proportionalitet betyder, at selv om det samlede antal pladser tildeles på grundlag af størrelsen af medlemsstaternes befolkning, accepterer de folkerigeste medlemsstater at være underrepræsenterede til fordel for en større repræsentation af de mindre befolkningsrige medlemsstater: jo større landet er, jo mindre er antallet af pladser i forhold til landets befolkning. Dette begreb er blevet yderligere defineret i de afgørelser, som Det Europæiske Råd har truffet i henhold til artikel14, stk.2, i TEU, siden Lissabontraktaten trådte i kraft.

Det næste valg til Europa-Parlamentet vil blive afholdt den 6.-9. juni 2024. Efter Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 15. juni 2023 om Europa-Parlamentets sammensætning vedtog Det Europæiske Råd den 22. september 2023 en afgørelse om Parlamentets sammensætning, hvori det samlede antal pladser i Parlamentet blev forøget fra 705 til 720. Antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet, der skal vælges i de enkelte medlemsstater, vil være som følger:

Belgien 22
Bulgarien 17
Tjekkiet 21
Danmark 15
Tyskland 96
Estland 7
Irland 14
ҰæԱԻ 21
Spanien 61
Frankrig 81
Kroatien 12
Italien 76
Cypern 6
Letland 9
Litauen 11
Luxembourg 6
Ungarn 21
Malta 6
Nederlandene 31
Øٰ 20
Polen 53
Portugal 21
ܳæԾ 33
Slovenien 9
Slovakiet 15
Finland 15
Sverige 21

Opbygning

A. Formanden

I henhold til forretningsordenen vælges Parlamentets formand blandt medlemmerne for en periode på to et halvt år med mulighed for genvalg (forretningsordenens artikel19). Formanden repræsenterer Parlamentet udadtil og i forholdet til de øvrige EU-institutioner. Formanden leder debatterne på plenarmøderne og sikrer, at Parlamentets forretningsorden bliver overholdt. Europa-Parlamentets formand fremlægger ved begyndelsen af hvert møde i Det Europæiske Råd Parlamentets holdninger og bekymringer vedrørende de punkter, der er på dagsordenen, og andre emner. Når EU-budgettet er vedtaget af Parlamentet, underskriver formanden det, hvorefter det træder i kraft. Formanden for både Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union underskriver alle retsakter, der vedtages i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure. En af de 14 næstformænd kan træde i formandens sted (forretningsordenens artikel23).

B. ʱԲøne

Plenarforsamlingen er reelt Europa-Parlamentet, og plenarmøderne ledes af formanden. Parlamentet samles hver måned (undtagen i august) til plenarmøder i Strasbourg i en "mødeperiode", der varer fire dage fra mandag til torsdag. Yderligere mødeperioder afholdes i Bruxelles. Mødeperioden er delt op i daglige møder (forretningsordenens artikel 153). Pladserne i mødesalen tildeles medlemmerne i henhold til politisk tilhørsforhold, fra venstre til højre, efter aftale med gruppeformændene. Formanden åbner mødet, sommetider med en anerkendelse eller en tale om et aktuelt emne. Formanden bistås i sit arbejde af de 14 næstformænd, der kan overtage mødeledelsen. Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union deltager i møderne for at styrke samarbejdet mellem institutionerne i beslutningsprocessen. Hvis Parlamentet anmoder om det, kan repræsentanter for de to andre institutioner også inviteres til at fremsætte erklæringer eller redegøre for deres aktiviteter.

C. Politiske organer

Parlamentets politiske organer består af Præsidiet (forretningsordenens artikel24 – formanden og 14 næstformænd), Formandskonferencen (forretningsordenens artikel26 – formanden og formændene for de politiske grupper), de fem kvæstorer (forretningsordenens artikel28 – varetager administrative og finansielle opgaver, som vedrører medlemmerne), Udvalgsformandskonferencen (forretningsordenens artikel29) og Delegationsformandskonferencen (forretningsordenens artikel30). Mandatperioden for formanden, næstformændene og kvæstorerne samt for udvalgs- og delegationsformændene er to et halvt år (forretningsordenens artikel19).

D. Udvalg og delegationer

Medlemmerne er fordelt på 20 udvalg, fire underudvalg og 44 delegationer (interparlamentariske delegationer og delegationer til de blandede parlamentariske udvalg, parlamentariske samarbejdsudvalg og multilaterale parlamentariske forsamlinger)[1]. Parlamentet sender også en delegation til Den Blandede Parlamentariske Forsamling, der er nedsat ved aftalen mellem landene i Afrika, Caribien og Stillehavet og EU[2]. Parlamentet kan også nedsætte særlige udvalg (forretningsordenens artikel207) eller undersøgelsesudvalg (artikel226 i TEUF og forretningsordenens artikel208). Den 10. april 2024 vedtog Parlamentet en ny artikel 207a om midlertidige lovgivningsmæssige udvalg for at sikre en bedre opgavefordeling. I den nye artikel fastlægges følgende: "Når [...] et spørgsmål henhører under flere end tre udvalgs kompetence, uden at et af disse udvalgs kompetence har forrang, kan Formandskonferencen som en sidste udvej på grundlag af en henstilling fra Udvalgsformandskonferencen foreslå Parlamentet at nedsætte et midlertidigt lovgivningsmæssigt udvalg til at behandle et specifikt forslag til en juridisk bindende retsakt eller et lovforberedende strategisk dokument".

I henhold til forretningsordenens artikel213 vælger hvert udvalg eller hver delegation sit eget formandskab, der består af en formand og op til fire næstformænd.

E. Politiske grupper

Medlemmerne er ikke inddelt i nationale delegationer, men er fordelt på tværnationale grupper efter politisk tilhørsforhold. I henhold til Parlamentets forretningsorden skal en politisk gruppe bestå af medlemmer, der er valgt i mindst 1/4 af medlemsstaterne, og omfatte mindst 23medlemmer (forretningsordenens artikel33). De politiske grupper afholder regelmæssigt møder i løbet af ugen forud for og under mødeperioden samt studiedage, hvor de fastlægger retningslinjerne for deres virksomhed. Visse politiske grupper svarer til tværnationale politiske partier, der arbejder på EU-niveau.

F. Europæiske politiske partier og fonde

Parlamentet går ind for, at der skabes et miljø, som fremmer udviklingen af ægte europæiske politiske partier og fonde, herunder vedtagelse af rammelovgivning. Artikel224 i TEUF danner retsgrundlag for vedtagelse efter den almindelige lovgivningsprocedure af en statut for politiske partier på europæisk plan og af regler om finansieringen af dem. I 2003 blev der oprettet et system til finansiering af europæiske politiske partier, som gjorde det muligt at oprette politiske fonde på EU-plan[3]. Som reaktion på et vist misbrug blev disse regler ændret ved af 3.maj 2018 med henblik på at styrke de europæiske politiske partiers europæiske dimension, sikre en mere retfærdig fordeling af midlerne og forbedre håndhævelsen af reglerne.

De nuværende europæiske politiske partier er: Det Europæiske Folkeparti, De Europæiske Socialdemokraters Parti, Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, Det Europæiske Grønne Parti, De Europæiske Konservative og Reformister, Det Europæiske Venstrefløjsparti, partiet Identitet og Demokrati, De Europæiske Demokrater, Den Europæiske Fri Alliance og Den Europæiske Kristne og Politiske Bevægelse. De tværnationale partier arbejder tæt sammen med de tilsvarende politiske grupper i Europa-Parlamentet.

Nogle af de vigtigste europæiske politiske fonde omfatter: Wilfred Martens-Centret for Europæisk Forskning, Fonden for Europæisk Progressiv Forskning, Europæisk Liberalt Forum, Den Grønne Europafond, Institute of European Democrats (Instituttet for Europæiske Demokrater), Transform Europe (Ændre Europa) og New Direction – The Foundation for European Reform (Ny Retning – Fonden for Den Europæiske Reform).

Parlamentet vedtog den 22.november 2012 en , hvori det indtrængende opfordrede de europæiske politiske partier til at udpege kandidater til posten som formand for Kommissionen med henblik på at styrke både Parlamentets og Kommissionens politiske legitimitet. Dette skete inden valget i 2014, da spidskandidaterne stillede op for første gang. Efter dette valg blev en af spidskandidaterne, Jean-Claude Juncker, valgt som formand for Kommissionen af Europa-Parlamentet den 22.oktober 2014. I Parlamentets om revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen udtalte Parlamentet, at det ville være parat til at afvise enhver kandidat til posten som formand for Kommissionen, der ikke var blevet udpeget som spidskandidat for et europæisk politisk parti forud for valget til Europa-Parlamentet i 2019. Selv om spidskandidatprocessen i sidste ende blev forkastet i forbindelse med valget i 2019, er den blevet anset for at skabe en bredere platform for debat blandt kandidaterne, hvilket giver både øget gennemsigtighed og politisk legitimitet til Kommissionens formands rolle og øget inddragelse af og opmærksomhed blandt EU's borgere i processen. Den 3. maj 2022 vedtog Parlamentet sin øٱ󲹲ԻԲDZԾԲ til reformen af valgloven, hvori det fandt, at spidskandidatprocessen kunne formaliseres ved en politisk aftale mellem de europæiske politiske enheder og ved en interinstitutionel aftale mellem Parlamentet og Det Europæiske Råd. Det opfordrede også europæiske politiske partier, europæiske vælgersammenslutninger og andre europæiske valgenheder til at indstille deres kandidater til posten som formand for Kommissionen mindst 12 uger før valgdagen og erklærede, at det forventede, at kandidaterne ville blive sat øverst på listen i den tilsvarende liste for den fælles EU-valgkreds.

I 2018 fremlagde Kommissionen i sin meddelelse om idéen om tværnationale lister som et skridt i retning af at forbedre EU-institutionernes legitimitet i borgernes øjne: Oprettelsen af en valgkreds for hele EU kan styrke den europæiske dimension af valget til Europa-Parlamentet, da den vil give borgerne mulighed for at komme i kontakt med kandidater i hele Europa. Parlamentet mente imidlertid, at tiden endnu ikke var inde til at oprette en tværnational valgkreds til valget til Europa-Parlamentet i 2019, men lod døren stå åben for fremtidig debat. I ovennævnte om reform af valgloven foreslog Parlamentet, "at der indføres en bindende geografisk repræsentation på listerne for den fælles EU-valgkreds", og opfordrede "europæiske politiske partier, europæiske vælgersammenslutninger og andre europæiske valgenheder til at udnævne kandidater til de fælles EU-lister fra alle medlemsstater". Inden for rammerne af denne valgreform skulle der oprettes 28 tværnationale pladser til EU-valgkredsen ud over de nuværende 705 pladser, og der skulle i den forbindelse udvises fuld respekt for geografisk og kønsmæssig balance.

G. Parlamentets generalsekretariat

Parlamentets generalsekretariat ledes af , der udnævnes af Præsidiet (forretningsordenens artikel234). Generalsekretariatets sammensætning og organisation fastsættes også af Præsidiet. Det består i øjeblikket af 13 generaldirektorater og Juridisk Tjeneste. Det har til opgave at koordinere det lovgivningsmæssige arbejde og tilrettelægge plenarmøderne og de øvrige møder. Det yder endvidere teknisk og juridisk bistand samt ekspertbistand til de parlamentariske organer og medlemmerne i forbindelse med udøvelsen af deres mandat. Generalsekretariatet sørger for tolkning på alle møder og oversættelse af alle formelle dokumenter.

Arbejdsgang

Europa-Parlamentet tilrettelægger sit arbejde uafhængigt inden for de rammer, der er fastlagt i traktaterne. Det fastsætter sin forretningsorden med et flertal af medlemmernes stemmer (artikel232 i TEUF). Medmindre andet er fastsat i traktaterne, træffer Parlamentet sine afgørelser med et flertal af de afgivne stemmer (artikel231 i TEUF). Det fastlægger dagsordenen for hver mødeperiode, som først og fremmest omfatter vedtagelse af betænkninger, der er udarbejdet af udvalgene, behandling af forespørgsler til Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union, aktuelle og uopsættelige forhandlinger samt redegørelser fra formandskabet. Udvalgs- og plenarmøderne er offentlige og webstreames.

Hjemsted og arbejdssteder

Siden den 7.juli 1981 har Europa-Parlamentet vedtaget adskillige beslutninger om sit hjemsted, hvori det har opfordret medlemsstaternes regeringer til at opfylde deres forpligtelse i henhold til traktaterne og fastlægge et fælles hjemsted for institutionerne. Da medlemsstaterne i lang tid undlod at gøre dette, traf Parlamentet selv forskellige afgørelser om sin arbejdsgang og sine arbejdssteder (Luxembourg, Strasbourg og Bruxelles). På Det Europæiske Råds møde i Edinburgh den 11. og 12.december 1992 nåede medlemsstaternes regeringer frem til en aftale om institutionernes hjemsteder, i henhold til hvilken:

  • Parlamentet bør have hjemsted i Strasbourg, hvor de tolv månedlige mødeperioder, herunder budgetmødeperioden, bør afholdes.
  • Yderligere mødeperioder bør afholdes i Bruxelles.
  • Parlamentets udvalg bør afholde deres møder i Bruxelles.
  • Parlamentets Generalsekretariat og dets støtteenheder bør forblive i Luxembourg.

Denne afgørelse blev kritiseret af Parlamentet. Den Europæiske Unions Domstol stadfæstede imidlertid (ved dom af 1.oktober 1997 – C-345/95), at Parlamentets hjemsted skulle fastlægges i overensstemmelse med, hvad der nu er artikel341 i TEUF. Afgørelsens indhold er indføjet i Amsterdamtraktaten i form af en protokol, der er knyttet som bilag til traktaterne.

Selv om Parlamentet kritiserede disse afgørelser, har det været tvunget til at udarbejde sin årlige mødekalender i overensstemmelse hermed på forslag fra Formandskonferencen. Almindeligvis afholder Parlamentet i løbet af et år tolvmødeperioder af fire dages varighed i Strasbourg og seks mødeperioder af to dages varighed i Bruxelles. Nogle af medlemmerne har iværksat forskellige initiativer for at undgå at mødes i Strasbourg. For 2012 blev der f.eks. vedtaget en kalender, som omfattede to mødeperioder af to dages varighed i oktober i Strasbourg, hvilket reducerede den samlede mødeperiode i Strasbourg med fire dage. Efter en klage fra Frankrig fastslog Den Europæiske Unions Domstol imidlertid, at der skal være to fulde mødeperioder (sag C-237/11) for at opfylde de vedtagne afgørelser.

I henhold til artikel229 i TEUF kan Europa-Parlamentet træde sammen til en ekstraordinær mødeperiode efter anmodning fra et flertal af dets medlemmer, fra Rådet for Den Europæiske Union eller fra Kommissionen. Den 18.december 2006 afholdt Parlamentet for første gang et yderligere plenarmøde i Bruxelles umiddelbart efter Det Europæiske Råds møde den 14.-15.december 2006. Denne praksis med omgående opfølgning på Det Europæiske Råds møder er blevet konsolideret siden da.

Siden covid-19-pandemien har Parlamentet også givet medlemmerne mulighed for at deltage i plenarmøder uden at være fysisk til stede og anvende fjernafstemning.

Medlemmer af Parlamentet efter gruppe og medlemsstat

En oversigt over de politiske grupper og deres sammensætning kan findes på Parlamentets websted.

[1]Antallet af medlemmer pr. udvalg er fastsat i punkt 1 i (EUT C 270 af 7.7.2021, s.117).
[2]Se .
[3].

Eeva Pavy