Ϸվ

Kommissionen er den EU-institution, der har monopol på initiativretten på lovgivningsområdet og væsentlige udøvende beføjelser inden for politiske områder såsom konkurrence og udenrigshandel. Den er Den Europæiske Unions primære udøvende organ og består af et kollegium sammensat af én kommissær fra hver medlemsstat. Kommissionen fører tilsyn med anvendelsen af EU-retten og medlemsstaternes overholdelse af traktaterne. Den står også i spidsen for de udvalg, der er ansvarlige for gennemførelsen af EU-lovgivningen. Det tidligere "komitologisystem" er blevet erstattet af nye retlige instrumenter, nemlig gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter.

Retsgrundlag

Artikel17 i (TEU), artikel234, 244 til 250, 290 og 291 i (TEUF) samt ("Fusionstraktaten").

Historie

Oprindeligt havde hvert Fællesskab sit eget udøvende organ: Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) (1951) og en kommission for begge de Fællesskaber, der oprettedes med Romtraktaten (1957): Det Europæiske ØDzԴdzske Fællesskab (EØF) og Euratom. Med fusionstraktaten af 8.april 1965 blev både de udøvende strukturer i EKSF, EØF og Euratom og de respektive budgetter for disse organer (hvoraf det vigtigste er Kommissionen) lagt sammen til en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber (1.1.2). Da ESCS-traktaten udløb i 2002, 50år efter sin oprettelse, blev det , at EKSF's aktiver skulle omdirigeres til Kommissionen, som ville være ansvarlig for at afvikle resterende operationer, varetage EKSF's aktiver og sikre finansiering af forskningsaktiviteter i sektorer med forbindelser til kul- og stålindustrien.

Sammensætning og retlig status

A. Antal medlemmer

Kommissionen bestod i lang tid af mindst én og højst to kommissærer pr. medlemsstat. I Lissabontraktaten var det oprindeligt fastsat, at Kommissionen fra den 1.november 2014 skulle bestå af et antal medlemmer, der svarede til to tredjedele af antallet af medlemsstater. Den indførte samtidig en vis fleksibilitet ved at give Det Europæiske Råd mulighed for at fastsætte antallet af medlemmer af Kommissionen (artikel17, stk.5, i TEU). I 2009 besluttede Det Europæiske Råd, at Kommissionen fortsat skulle bestå af et antal medlemmer svarende til antallet af medlemsstater.

B. Udpegelsesmetode

Det er i Lissabontraktaten fastsat, at Det Europæiske Råd under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer (som fastsat i erklæring nr.11 om artikel17, stk.6 og 7, i TEU, der er knyttet som bilag til traktaten) og med kvalificeret flertal foreslår Europa-Parlamentet en kandidat til posten som formand for Kommissionen. Denne kandidat vælges af Europa-Parlamentet med et flertal af dets medlemmer (artikel17, stk.7, i TEU).

Rådet for Den Europæiske Union (her omtalt som "Rådet"), der består af ministre fra hvert EU-land, vedtager med kvalificeret flertal og efter fælles overenskomst med den indstillede formand listen over de øvrige personer, som det foreslår udnævnt til medlemmer af Kommissionen, på grundlag af medlemsstaternes forslag.

Formanden og de øvrige medlemmer af Kommissionen, herunder Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, skal godkendes samlet ved en afstemning i Europa-Parlamentet og udnævnes derefter af Det Europæiske Råd, som består af EU-landenes stats- og regeringschefer, der træffer ڲø med kvalificeret flertal.

Siden Maastrichttraktaten har kommissærernes mandatperiode været tilpasset Europa-Parlamentets valgperiode på fem år med mulighed for genvalg.

C. Ansvarlighed

1. Personligt ansvar (artikel245 i TEUF)

Kommissionens medlemmer er pålagt at:

  • udøve deres hverv i fuld uafhængighed og i Unionens almene interesse; de må i særdeleshed hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering eller noget andet eksternt organ
  • afholde sig fra at udøve nogen anden – lønnet eller ulønnet – erhvervsmæssig virksomhed.

Ethvert medlem af Kommissionen kan afskediges af Domstolen på begæring af Rådet eller Kommissionen selv, hvis den pågældende ikke længere opfylder betingelserne ovenfor eller har begået en alvorlig forseelse (artikel247 i TEUF).

2. Kollektivt ansvar

Kommissionen er som kollegium ansvarlig over for Parlamentet i henhold til artikel234 i TEUF. Hvis Parlamentet vedtager et forslag om mistillidsvotum mod Kommissionen, skal alle Kommissionens medlemmer samlet nedlægge deres hverv, og det gælder også Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik for så vidt angår dennes hverv i Kommissionen.

Organisatorisk opbygning og funktionsmåde

Kommissionen arbejder under formandens politiske ledelse, og formanden træffer ڲø om dens interne organisation. Formanden fordeler de forskellige arbejdsområder blandt Kommissionens medlemmer. Hver kommissær er således ansvarlig for et bestemt politisk område og har myndigheden over de pågældende administrative tjenestegrene. Formanden udnævner efter kollegiets godkendelse næstformændene blandt Kommissionens medlemmer. Den højtstående repræsentant er automatisk næstformand for Kommissionen. Et medlem af Kommissionen skal nedlægge sit hverv, hvis formanden anmoder herom efter kollegiets godkendelse.

Kommissionen har et generalsekretariat bestående af 33 generaldirektorater, der udvikler, forvalter og gennemfører EU's politik, lovgivning og finansiering. Derudover er der også 20 særlige afdelinger (tjenestegrene og agenturer), der tager sig af ad-hoc-sager eller horisontale spørgsmål. Disse omfatter bl.a. Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, Den Juridiske Tjeneste, Kontoret for Historiske Arkiver, Publikationskontoret, Det Europæiske Center for Politisk Strategi og Taskforcen for forberedelse og gennemførelse af forhandlingerne med Storbritannien i henhold til artikel50 i TEU. Der er også seks forvaltningsorganer som f.eks. Forvaltningsorganet for Forskning, der udfører opgaver, som de overdrages af Kommissionen, men som har selvstændig status som juridisk person. Bortset fra enkelte undtagelser træffes Kommissionens ڲør af et flertal af dens medlemmer (artikel250 i TEUF).

Kommissionen mødes hver uge for at drøfte politisk følsomme spørgsmål og vedtage de forslag, der kræver forhandling ved mundtlig procedure, mens mindre følsomme emner vedtages ved skriftlig procedure. Foranstaltninger vedrørende forvaltning eller administration kan vedtages gennem en bemyndigelsesprocedure, hvorved kollegiet giver et af sine medlemmer fuldmagt til at træffe beslutninger på dets vegne (dette vedrører i særdeleshed områder såsom landbrugsstøtte eller antidumpingforanstaltninger), eller gennem videredelegation, hvorved beslutningerne delegeres til et administrativt plan, som regel til generaldirektørerne.

ø

A. Initiativret

Kommissionen har som hovedregel monopol på initiativretten i EU’s lovgivningsproces (artikel17, stk.2, i TEU). Den udarbejder lovgivningsforslag, som vedtages af de to beslutningstagende institutioner: Europa-Parlamentet og Rådet

1. Fuld initiativret: beføjelse til at stille forslag

a. Lovgivningsinitiativ

Beføjelsen til at stille forslag er den uindskrænkede form for initiativret, eftersom den dels indebærer enekompetence og dels begrænser beslutningsmyndigheden i den forstand, at denne ikke kan træffe en ڲø, medmindre der foreligger et forslag, og dens ڲø skal baseres på det forelagte forslag.

Kommissionen udarbejder og forelægger Rådet og Parlamentet alle lovgivningsforslag (til forordninger og direktiver), som er nødvendige for gennemførelse af traktaterne (1.2.3).

b. Budgetinitiativ

Kommissionen udarbejder budgetforslaget, som forelægges for Rådet og Parlamentet i overensstemmelse med artikel314 i TEUF (1.2.5). Hvert år udarbejder hver enkelt institution, bortset fra Kommissionen, budgetoverslag, der omfatter deres samlede indtægter og udgifter, som de sender til Kommissionen før den 1.juli (artikel39, stk.1, i finansforordningen). Ydermere sender hvert organ, der er oprettet i henhold til traktaterne, og som har status som juridisk person og modtager et bidrag over budgettet, budgetoverslag til Kommissionen senest den 31.januar hvert år. Derefter sender Kommissionen EU-agenturernes erklæringer om budgetoverslag til Parlamentet og Rådet og foreslår størrelse på hvert enkelt EU-organs bidrag og det antal ansatte, som den mener, at det har brug for i det følgende regnskabsår.

Med hensyn til EU’s ordning for egne indtægter skal den grundlæggende ڲø om egne indtægter vedtages med enstemmighed af Rådet, på forslag af Kommissionen (artikel17 i TEU) og efter høring af Parlamentet, i overensstemmelse med en særlig lovgivningsprocedure. Det er på ethvert tidspunkt muligt at indføre kategorier af egne indtægter og ophæve eksisterende kategorier (artikel311, stk.3, i TEUF), men sådanne ڲør kan kun blive vedtaget på forslag af Kommissionen (artikel17, stk.2, i TEU). På forslag af Kommissionen og efter høring af Parlamentet og Revisionsretten fastsætter Rådet de retningslinjer og den fremgangsmåde, hvorefter budgetindtægterne stilles til rådighed for EU-budgettet (artikel322, stk.2, i TEUF).

c. Forbindelser med tredjelande

På grundlag af mandat fra Rådet har Kommissionen ansvar for at forhandle om internationale aftaler i henhold til artikel207 og 218 i TEUF, som derpå forelægges Rådet med henblik på indgåelse af aftalen. Dette omfatter forhandlinger om tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (artikel6, stk.2, i TEU). Unionens højtstående repræsentant forhandler aftaler på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Ifølge artikel50 i TEU og artikel218, stk.3, i TEUF forelægger Kommissionen også henstillinger om indledning af forhandlinger vedrørende udtræden af EU.

2. Begrænset initiativret: beføjelse til henstilling eller udtalelse

a. Vedrørende Den ØDzԴdzske og Monetære Union (2.6.2)

Kommissionen udfylder en rolle i forvaltningen af Den ØDzԴdzske og Monetære Union (ØMU'en). Den forelægger Rådet følgende:

  • henstillinger til udkast til de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes økonomiske politikker samt advarsler, hvis der er risiko for, at disse politikker er uforenelige med retningslinjerne (artikel121, stk.4, i TEUF)
  • forslag til vurderinger med henblik på at gøre Rådet i stand til at vurdere, hvorvidt en medlemsstat har et uforholdsmæssigt stort underskud (artikel126, stk.6, i TEUF)
  • henstillinger om foranstaltninger i tilfælde, hvor en medlemsstat uden for eurozonen har vanskeligheder med hensyn til sin betalingsbalance i henhold til artikel143 i TEUF
  • henstillinger vedrørende vekselkursen mellem den fælles valuta og de øvrige valutaer og vedrørende generelle retningslinjer for valutakurspolitikken i medfør af artikel219 i TEUF
  • evalueringer af de nationale planer og fremlæggelse af udkast til landespecifikke henstillinger inden for rammerne af det europæiske semester.

b. Vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

På dette område er en lang række beføjelser blevet overdraget fra Kommissionen til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten). Kommissionen kan dog støtte den højtstående repræsentant, når denne forelægger Rådet spørgsmål vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (artikel30 i TEU). Den højtstående repræsentant er også næstformand i Kommissionen.

B. ø til at føre tilsyn med gennemførelsen af EU-lovgivningen

I henhold til traktaterne skal Kommissionen påse, at traktaterne og de ڲør, der træffes til gennemførelse heraf (afledt ret), gennemføres på korrekt vis. Det er i kraft af denne beføjelse, at Kommissionen er "traktaternes vogter". Denne rolle udøves først og fremmest gennem den procedure, der anvendes over for medlemsstater, der ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler dem i henhold til traktaterne, som fastsat i artikel258 i TEUF.

C. ұԲԱ𳾴øø

1. ұԲԱ𳾴øø tillagt ved traktaterne

De primære beføjelser, som Kommissionen er tillagt, er følgende:

  • at gennemføre budgettet (artikel17, stk.1, i TEU, artikel317 i TEUF). Når budgettet er vedtaget, betaler hver medlemsstat fra den 1.januar i det følgende regnskabsår gennem månedlige bidrag til EU-budgettet, som deponeres på en bankkonto i Europa-Kommissionens navn i det nationale finansministerium eller den nationale centralbank
  • at tillade medlemsstaterne at iværksætte beskyttelsesforanstaltninger i henhold til traktaterne, navnlig i overgangsperioder (f.eks. artikel201 i TEUF)
  • at håndhæve konkurrencelovgivning, især ved at føre tilsyn med statsstøtte i overensstemmelse med artikel108 i TEUF.

I forbindelse med de finansielle redningspakker til afhjælpning af visse medlemsstaters gældskriser er Kommissionen ansvarlig for forvaltningen af de midler, der er tilvejebragt og sikret gennem EU-budgettet. Kommissionen har ligeledes beføjelse til at sikre en afstemningsprocedure med særligt kvalificeret flertal (på 85%) frem for enstemmighed i Styrelsesrådet for den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), hvis Kommissionen er af den opfattelse (efter fælles overenskomst med Den Europæiske Centralbank), at manglende vedtagelse af en ڲø vedrørende finansiel bistand ville kunne true den økonomiske og finansielle bæredygtighed i eurozonen (artikel4, stk.4, i ESM-traktaten) (2.6.8).

2. ø delegeret af Parlamentet og Rådet

Kommissionen udøver i henhold til artikel291 i TEUF de beføjelser, den er tillagt til gennemførelse af de lovgivningsmæssige retsakter, der er vedtaget af Parlamentet og Rådet.

Med Lissabontraktaten indførtes nye "generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser" (artikel291, stk.3, i TEUF og forordning (EU) nr.182/2011). Disse erstatter de tidligere udvalgsmekanismer med to nye instrumenter, nemlig rådgivningsproceduren og undersøgelsesproceduren. Parlamentets og Rådets indsigelsesret er formelt fastsat heri, og det samme er en appelprocedure i tilfælde af uoverensstemmelse.

3. Delegerede retsakter

Med Lissabontraktaten indførtes ligeledes en ny kategori af retsakter, som indtager en plads mellem lovgivningsmæssige retsakter og gennemførelsesretsakter. Disse "delegerede ikke-lovgivningsmæssige retsakter" (artikel290 i TEUF) er "almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der supplerer eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt" (også kaldet "basisretsakten"). I princippet har Parlamentet de samme beføjelser til at føre tilsyn som Rådet.

D. Lovgivningsmæssige og rådgivende beføjelser

Traktaterne tillægger kun i sjældne tilfælde Kommissionen uindskrænkede lovgivningsmæssige beføjelser. Artikel106 i TEUF er et eksempel herpå, idet den giver Kommissionen beføjelse til at håndhæve EU's bestemmelser om offentlige virksomheder og virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, og til, såfremt det er nødvendigt, at meddele medlemsstaterne passende direktiver eller ڲør.

Traktaterne giver Kommissionen beføjelse til at rette henstillinger, udarbejde rapporter og afgive udtalelser i en lang række tilfælde. Det er også fastsat, at Kommissionen skal høres, inden der træffes ڲø om visse spørgsmål såsom om optagelse af nye medlemsstater i Unionen (artikel49 i TEU). Endvidere høres Kommissionen navnlig om ændringer i statutterne for andre institutioner og organer såsom statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, Den Europæiske Ombudsmand og Den Europæiske Domstol.

Europa-Parlamentets rolle

Kommissionen er Parlamentets vigtigste samtalepartner inden for lovgivnings- og budgetspørgsmål. Den parlamentariske kontrol med Kommissionens arbejdsprogram og gennemførelsen heraf har stigende betydning for så vidt angår at sikre større demokratisk legitimitet i EU-forvaltningen. Det årlige budgetforslag er et forslag, som indeholder det budgetforslag, der skal forelægges Parlamentet og Rådet senest den 1.september i det år, der ligger forud for året, hvor budgettet skal gennemføres (år n-1). Kommissionen sender også forslaget til de nationale parlamenter til orientering. Ydermere udarbejder Kommissionen sin egen erklæring om overslag, som den også sender særskilt til Parlamentet og Rådet til godkendelse. I overensstemmelse med artikel319 i TEUF har Parlamentet ret til at meddele decharge til Kommissionen.

Afgørelsen om egne indtægter tages i overensstemmelse med en særlig lovgivningsprocedure (artikel289, stk.2, i TEUF), på forslag af Kommissionen (artikel311, stk.2, i TEUF) og efter høring af Parlamentet. Mens den grundlæggende ڲø om egne indtægter vedtages i overensstemmelse med denne høringsprocedure, vedtages de tilsvarende gennemførelsestiltag (i overensstemmelse med artikel291, stk.2, i TEUF) af Rådet efter at have indhentet godkendelse fra Parlamentet på grundlag af et forslag fra Kommissionen (artikel311, stk.3, i TEUF).

Europa-Kommissionen bør opretholde en løbende dialog med Europa-Parlamentet i hele sin mandatperiode, begyndende med høringerne af de indstillede kommissærer efterfulgt af de specifikke tilsagn, der blev afgivet under disse høringer, midtvejsevalueringen af disse tilsagn og en systematisk struktureret dialog med specifikke parlamentariske udvalg.

I henhold til Maastrichttraktaten, som blev styrket af Lissabontraktaten, har Europa-Parlamentet lovgivningsinitiativret, der giver det mulighed for at anmode Kommissionen om at fremsætte et forslag. Europa-Parlamentet kan også indføre rapporteringskrav i sin lovgivning, der forpligter Europa-Kommissionen til at forelægge gennemførelsesrapporter.

Europa-Kommissionen undlader undertiden at efterkomme Europa-Parlamentets anmodninger om forslag (f.eks. i forbindelse med Europa-Parlamentets henstilling af 15.juni 2023 til Rådet og Kommissionen efter undersøgelsen af påståede overtrædelser og fejl og forsømmelser ved anvendelsen af EU-retten i forbindelse med anvendelsen af Pegasus og tilsvarende overvågningsspyware) eller forsinker forelæggelsen af vigtige gennemførelsesrapporter (f.eks. den første rapport om retshåndhævelsesdirektivets anvendelse og funktion[1]).

Efter at SchremsII-sagen førte til ugyldiggørelse af Kommissionens gennemførelsesڲø (EU) 2016/1250 om tilstrækkeligheden af den beskyttelse, der er fastsat i aftalen mellem EU og USA om udveksling af data, på grund af bekymring for, at EU-borgerne ikke var beskyttet i forbindelse med transatlantiske dataudvekslinger, kritiserede Parlamentet, at Kommissionen havde favoriseret forbindelserne med USA frem for EU-borgernes interesser, og at Kommissionen dermed havde overladt opgaven med at forsvare EU-retten til de enkelte borgere[2]. På trods af denne kritik og en yderligere beslutning fra Parlamentet, hvori det konkluderes, at databeskyttelsesrammen mellem EU og USA ikke skaber væsentlig ækvivalens i beskyttelsesniveauet, vedtog Kommissionen den 10.juli 2023 sin tredje om et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for personoplysninger inden for EU-USA-databeskyttelsesrammen.

Dette faktablad er udarbejdet af Europa-Parlamentets Temaafdeling for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender.

[1]Vogiatzoglou et al., Assessment of the implementation of the Law Enforcement Directive, Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender, Europa-Parlamentet, december 2022.
[2]Europa-Parlamentets .

Pablo Abril Marti / Mariusz Maciejewski