Det Europæiske Råd
Det Europæiske Råd består af medlemsstaternes stats- eller regeringschefer og har til opgave at tilføre Unionen den nødvendige fremdrift i dens udvikling og fastlægge de overordnede politiske retningslinjer. Kommissionens formand er også medlem, men uden stemmeret. Europa-Parlamentets formand medvirker ved at holde en tale til Det Europæiske Råd ved begyndelsen af dets møder. Med Lissabontraktaten fik Det Europæiske Råd status af EU-institution og fik et formandskab af længerevarende mandat.
Retsgrundlag
Artikel13, 15, 26, 27 og42, stk.2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).
Historie
Det Europæiske Råd er i dag topmødeforummet for EU-medlemsstaternes stats- eller regeringschefer. Det første af sådanne europæiske topmøder fandt sted i februar 1961 i Paris, og de blev hyppigere efter 1969.
å det europæiske topmøde i Paris i februar 1974 blev det besluttet, at disse møder mellem stats- eller regeringscheferne fremover skulle afholdes regelmæssigt under betegnelsen »Det Europæiske Råd« og have til formål at vedtage den overordnede tilgang til håndteringen af den europæiske integrationsproces og til at sikre behørig samordning af EU's aktiviteter.
Ved den europæiske fælles akt af 1986 blev Det Europæiske Råd for første gang forankret i fællesskabstraktaterne, bl.a. med angivelse af dets sammensætning og fastlæggelse af halvårlige møder.
I Maastrichttraktaten (1992) blev Det Europæiske Råds rolle i EU's institutionelle proces formelt fastlagt.
Med Lissabontraktaten (officielt betegnet traktaten om Den Europæiske Union, 2009) blev Det Europæiske Råd en fuldgyldig EU-institution (artikel13), og dets formål blev defineret, nemlig at tilføre Unionen »den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling,« og fastlægge »dens overordnede politiske retningslinjer og prioriteter« (artikel15). Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union (herefter »Rådet«, i folkemunde »Ministerrådet«) er blevet enige om at deles om sektion II i EU's budget (artikel43, litrab), i finansforordningen), hvilken er grunden til, at EU's almindelige budget kun har 10 sektioner i stedet for 11, selv om Det Europæiske Råd og Rådet er to forskellige institutioner.
Opbygning
Det Europæiske Råd indkaldes af formanden og består foruden denne af de 27 medlemsstaters stats- eller regeringschefer samt Kommissionens formand (artikel15, stk.2, i TEU). Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik deltager også i dets arbejde. Normalt indbydes Europa-Parlamentets formand til at tage ordet ved begyndelsen af mødet (artikel235, stk.2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)).
Formanden vælges af Det Europæiske Råd selv for en periode på to et halvt år, som kan fornyes én gang, og repræsenterer EU over for omverdenen. Formandens rolle er fastlagt i artikel15 i TEU. Den nuværende formand Charles Michel påbegyndte sin første mandatperiode 1.december 2019 og blev genvalgt i marts 2022 for endnu en periode fra 1. juni 2022 til 30.november 2024.
Det Europæiske Råd træffer almindeligvis sine beslutninger ved konsensus, men en række vigtige udnævnelser afgøres med kvalificeret flertal (navnlig valget af egen formand, valg af kandidaten til posten som formand for Kommissionen og udnævnelserne af den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og formanden for Den Europæiske Centralbank).
Det Europæiske Råd holder normalt møde mindst fire gange om året. Siden 2008 har det mødtes hyppigere, navnlig under finanskrisen og den efterfølgende gældskrise i euroområdet. å det seneste har migrationsstrømmene til EU og spørgsmål om den indre sikkerhed i høj grad lagt optaget Det Europæiske Råd.
Siden 2016 har stats- og regeringscheferne også holdt møder i et EU-27-format uden britisk deltagelse. Disse møder var i første omgang uformelle, dvs. mens Det Forenede Kongerige endnu ikke havde afgivet officiel meddelelse om sin udtræden af EU i henhold til artikel50 i TEU, hvilket skete i marts 2017. Efter denne meddelelse afholdt EU-27-landene en række formelle møder i regi af »Det Europæiske Råd (artikel50)« sideløbende med de ordinære møder.
Herudover mødes Det Europæiske Råds medlemmer i regeringskonferenceformatet: Her indkaldes repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer til konferencer for at drøfte og nå til enighed om ændringer af EU's traktater. Inden Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009, var dette den eneste procedure for traktatrevision. Den kaldes nu den »almindelige revisionsprocedure«. Regeringskonferencer indkaldes af formanden for Det Europæiske Råd og træffer afgørelse om traktatændringer med enstemmighed.
Rolle
A. Det Europæiske Råds plads i EU's institutionelle system
I henhold til artikel13 i TEU indgår Det Europæiske Råd i Unionens institutionelle ramme. Dets funktion består dog i at udstikke den overordnede politiske kurs frem for at optræde som et beslutningstagende organ i juridisk forstand. Det træffer kun undtagelsesvis afgørelser, der har juridisk virkning for EU (jf. punktC.2 nedenfor), men det har fået en række institutionelle beslutningsbeføjelser. Det Europæiske Råd kan nu vedtage bindende retsakter og kan i den forbindelse gøres til genstand for søgsmål ved Den Europæiske Unions Domstol, herunder passivitetssøgsmål (artikel265 i TEUF).
Artikel7, stk.2, i TEU giver Det Europæiske Råd bemyndigelse til efter godkendelse fra Europa-Parlamentet at indlede proceduren til suspendering af en medlemsstats rettigheder, hvis denne groft har tilsidesat de principper, som Unionen bygger på.
B. Forbindelserne med de øvrige institutioner
Det Europæiske Råd træffer sine afgørelser på et fuldstændig uafhængigt grundlag, idet det i de fleste tilfælde hverken kræver et initiativ fra Kommissionen eller inddragelse af Europa-Parlamentet.
I Lissabontraktaten er der dog bevaret en organisatorisk forbindelse til Kommissionen, eftersom Kommissionens formand er ikke-stemmeberettiget medlem af Det Europæiske Råd, og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik deltager i drøftelserne. Desuden anmoder Det Europæiske Råd ofte Kommissionen om at fremlægge rapporter til brug for dets møder. I henhold til artikel15, stk.6, litrad), i TEU skal formanden for Det Europæiske Råd forelægge Europa-Parlamentet en rapport efter hvert møde i Det Europæiske Råd. Det Europæiske Råds formand mødes også hver måned med Parlamentets formand og ledere af de politiske grupper. I februar 2011 indvilligede den daværende formand i at besvare skriftlige forespørgsler fra MEP'er om hans politiske aktiviteter. Europa-Parlamentet kan imidlertid også i et vist omfang gøre sin indflydelse gældende rent uformelt gennem sin formands tilstedeværelse på Det Europæiske Råds møder, gennem partiledernes møder i deres respektive europæiske politiske familier forud for Det Europæiske Råds møder og gennem de beslutninger, som Parlamentet vedtager om forskellige punkter på dagsordenen for Det Europæiske Råds møder, om resultaterne af møderne og om de formelle rapporter, som Det Europæiske Råd forelægger det.
Med Lissabontraktaten kom en ny aktør til, nemlig Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, der har til opgave at foreslå og implementere udenrigspolitiske tiltag på vegne af Det Europæiske Råd. Det Europæiske Råds formand varetager repræsentationen af Unionen udadtil i forbindelse med anliggender, der hører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, uden at dette berører de beføjelser, der er tildelt Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.
C. ø
1. Institutionelt
Det Europæiske Råd tilfører Unionen den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling, og fastlægger dens »overordnede politiske retningslinjer og prioriteter« (artikel15, stk.1, i TEU). Det træffer endvidere afgørelse med kvalificeret flertal om Rådets sammensætninger og om tidsplanen for de roterende formandskaber.
2. Udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål (5.1.1) og (5.1.2)
Det Europæiske Råd fastlægger principperne og de overordnede retningslinjer for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og træffer afgørelse om fælles strategier for dens iværksættelse (artikel26 i TEU). Det Europæiske Råd træffer med enstemmighed afgørelse om, hvorvidt det skal henstilles til medlemsstaterne gradvist at udforme en fælles EU-forsvarspolitik, jf. artikel42, stk.2, i TEU.
Hvis en medlemsstat erklærer, at den af vitale årsager, der vedrører den nationale politik, agter at stemme imod vedtagelsen af en afgørelse, kan Rådet med kvalificeret flertal anmode om, at sagen henvises til Det Europæiske Råd med henblik på enstemmig afgørelse (artikel31, stk.2, i TEU). Samme procedure kan anvendes, hvis nogle medlemsstater beslutter at etablere et forstærket samarbejde på dette område (artikel20 i TEU).
å konferencen om Europas fremtid vedtoges borgeranbefaling nr. 21, hvori der anmodes om, at EU forbedrer sin evne til at træffe hurtige og formålstjenlige beslutninger, navnlig ved at gå fra enstemmighed til afstemning med kvalificeret flertal på FUSP-området og ved at styrke den rolle, som Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik udfylder. I sin forelagde Parlamentet Rådet forslag til traktatændringer efter den almindelige revisionsprocedure i artikel48 i TEU. Et af de centrale forslag var at indføre afgørelser i Rådet med kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed på relevante områder såsom vedtagelse af sanktioner og i tilfælde af nødsituationer. Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender er også i færd med at udarbejde en betænkning om gennemførelsen af passerellebestemmelser i EU-traktaterne (dvs. bestemmelser, der gør det muligt at ændre en lovgivningsprocedure uden en formel ændring af traktaterne), hvori det foreslås, at passerellebestemmelserne aktiveres på visse prioriterede politikområder såsom den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
3. ØDzԴdzsk styring og den flerårige finansielle ramme (FFR) (1.4.3)
Siden 2009 har statsgældskrisen gjort Det Europæiske Råd og topmøderne om euroen til de vigtigste rammer om håndteringen af efterdønningerne efter den globale bankkrise. Flere medlemsstater har modtaget finansielle hjælpepakker gennem adhoc-aftaler eller midlertidige aftaler vedtaget af stats- og regeringscheferne, som så senere er blevet ratificeret i medlemsstaterne. Siden 2012 er den finansielle støtte blevet kanaliseret gennem den permanente europæiske stabilitetsmekanisme (ESM). Medlemsstaternes regeringer har med aktiv deltagelse af Kommissionen, Europa-Parlamentet og Den Europæiske Centralbank udarbejdet en international traktat – traktaten om stabilitet, samordning og styring (også kaldet finanspagten) – der muliggør en strengere kontrol med medlemsstaternes budgetmæssige og socioøkonomiske politikker. Dette rejser i stigende grad spørgsmål om Kommissionens og Europa-Parlamentets rolle i den økonomiske styring af euroområdet.
Det Europæiske Råd spiller også en vigtig rolle i forbindelse med det europæiske semester. å sine forårsmøder udsteder det retningslinjer for den makroøkonomiske politik, for finanspolitiske og strukturelle reformer og vækstfremmende politikker. å sine møder i juni godkender det henstillinger som et resultat af den vurdering af de nationale reformprogrammer, som Kommissionen har udarbejdet, og som er blevet drøftet i Rådet.
Det er også involveret i forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme (FFR), hvor det spiller en central rolle i forbindelse med indgåelsen af en politisk aftale om de vigtigste politiske elementer i forordningen om den flerårige finansielle ramme, f.eks. udgiftslofter, udgiftsprogrammer og finansiering (indtægter).
4. Politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager (4.2.6 og 4.2.7)
å anmodning af et medlem af Rådet beslutter Det Europæiske Råd, om der kan indføres et forstærket samarbejde på et område, der vedrører ovennævnte samarbejde (artikel20 i TEU). Der er ved Lissabontraktaten indført adskillige nye såkaldte passerellebestemmelser, der giver Det Europæiske Råd mulighed for at ændre beslutningsproceduren i Rådet fra enstemmighed til flertalsafgørelser (1.2.4).
Resultater
Det Europæiske Råd har fastsat en femårig strategisk dagsorden (2019-2024), som identificerer prioriterede områder for EU's indsats og fokus på længere sigt. Ud over den strategiske dagsorden fastlagde dets kortsigtede arbejdsprogrammer, de såkaldte ledernes dagsordener, emner for kommende møder i Det Europæiske Råd og internationale topmøder. For eksempel fastsætter de vejledende prioriteter for perioden januar-juli 2023, som navnlig omfatter fortsat EU-støtte til Ukraine som reaktion på Ruslands angrebskrig, økonomien og fremme af den langsigtede konkurrenceevne i EU og EU's strategiske autonomi, herunder med hensyn til sikkerhed og energi.
Vedtagelsen af den strategiske dagsorden 2024-2029 er planlagt til juni 2024. For at indlede drøftelser på forhånd sendte formand Charles Michel en forud for Det Europæiske Råds møde i juni 2023. Han foreslog fire hovedområder for den kommende dagsorden: konsolidering af EU's økonomiske og sociale grundlag (den grønne og den digitale omstilling, konkurrenceevne, innovation, sundhed); håndtering af problematikken på energiområdet; at styrke EU's sikkerheds- og forsvarspolitik; og at uddybe samarbejdet med resten af verden. Desuden foreslog han at styrke EU's overordnede tilgang til migration.
A. Flerårig finansiel ramme
For at hjælpe EU med at genopbygge efter pandemien og støtte investeringer i den grønne og den digitale omstilling nåede Det Europæiske Råds ledere på deres til enighed om en omfattende pakke på 1824,3 mia. EUR, der kombinerer både den flerårige finansielle ramme (FFR) og en ekstraordinær genopretningsindsats under NextGenerationEU-instrumentet (NGEU).
å mødet den nåede Det Europæiske Råd til enighed om revisionen af FFR for 2021-2027. Rådet for Den Europæiske Union godkendte derfor tre retsakter, der har til formål at styrke det langsigtede budget og tackle nye udfordringer. Den vedtagne pakke omfatter ændringer af den finansielle ramme og oprettelsen af Ukrainefaciliteten og platformen for strategiske teknologier for Europa (STEP).
B. Udenrigs- og sikkerhedspolitik
Siden begyndelsen af 1990'erne har udenrigs- og sikkerhedspolitikken været et centralt emne på Det Europæiske Råds møder. Det Europæiske Råd har truffet en række beslutninger på området, herunder om:
- international sikkerhed og kampen mod terrorisme
- den europæiske naboskabspolitik og forbindelserne med Rusland
- forbindelserne med Middelhavslandene og Mellemøsten.
å mødet i besluttede Det Europæiske Råd at styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ved at udvikle en militær og ikkemilitær krisestyringskapacitet.
Det Europæiske Råd nåede på til enighed om behovet for at iværksætte et permanent struktureret samarbejde (PESCO) for at styrke Europas sikkerhed og forsvar. PESCO blev etableret ved Rådets afgørelse af 11.december 2017. Alle EU's medlemsstater med undtagelse af Danmark og Malta deltager i PESCO. I alt omfatter PESCO-samarbejdet i øjeblikket 46 projekter.
Det Europæiske Råd nåede på ovennævnte ekstraordinære møde den 17.-21. juli 2020til enighed om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet som et instrument uden for budgettet til finansiering af aktioner på sikkerheds- og forsvarsområdet. Det finansielle loft for faciliteten for perioden 2021-2027 blev sat til 5mia.EUR, der ville blive finansieret som en post uden for budgettet og ikke omfattet af FFR via bidrag fra medlemsstaterne på grundlag af en BNI-baseret fordelingsnøgle.
Det Europæiske Råd fordømte på sit ekstraordinære møde den 30.-31. maj 2022 Ruslands angrebskrig mod Ukraine og nåede til enighed om den sjette pakke af sanktioner, der omfatter råolie og olieprodukter, der leveres fra Rusland til medlemsstaterne. Der vil blive indført en midlertidig undtagelse for råolie, der leveres via rørledning. Lederne opfordrede indtrængende Rådet for Den Europæiske Union til hurtigst muligt at færdiggøre og vedtage de nye sanktioner.
Ifølge konklusionerne fra står Den Europæiske Union »last og brast med Ukraine og vil fortsat yde stærk politisk, økonomisk, militær, finansiel og humanitær støtte til Ukraine og dets folk, så længe det er nødvendigt.«
C. Udvidelse (5.5.1)
Det Europæiske Råd har fastlagt betingelserne for hver enkelt udvidelsesrunde. Det lagde i København i 1993 grunden for en ny udvidelsesbølge (Københavnskriterierne). å møderne de følgende år præciserede det optagelseskriterierne og de institutionelle reformer, der var nødvendige at gennemføre før tiltrædelse.
å blev der truffet beslutning om, at Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn skulle tiltræde Unionen den 1.maj 2004. Rumænien og Bulgarien tiltrådte EU den 1.januar 2007.
Den 3.oktober 2005 godkendte Rådet på dets møde i Luxembourg rammerne for forhandlingerne med Kroatien og Tyrkiet om deres tiltrædelse af EU. Tiltrædelsestraktaten med Kroatien blev undertegnet den 9.december 2011, og landet tiltrådte den 1.juli 2013.
Den 14. december 2021 vedtog Rådet (almindelige anliggender) sine for Montenegro, Serbien, Tyrkiet, Republikken Nordmakedonien, Albanien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo, hvori der gjordes status over de fremskridt, der var gjort i hvert af disse kandidatlande og potentielle kandidatlande.
Ukraine status som kandidatland efter landets ansøgning om medlemskab indgivet den 28. februar 2022 og opfordrede Kommissionen til at aflægge rapport til Rådet om opfyldelsen af de betingelser, der er anført i Kommissionens udtalelse om ansøgningen om medlemskab. Rådet vil træffe afgørelse om yderligere skridt, når samtlige disse betingelser er blevet helt opfyldt.
Det Europæiske Råd anførte i , at det »anerkender den betydelige indsats, som Ukraine har gjort de seneste måneder for at nå de mål, der ligger til grund for landets status som kandidatland til EU-medlemskab. Det ser med tilfredshed på Ukraines reformbestræbelser i disse vanskelige tider og tilskynder Ukraine til at fortsætte ad denne vej og opfylde betingelserne i Kommissionens udtalelse om dets ansøgning om medlemskab med henblik på at gøre fremskridt hen imod et fremtidigt EU-medlemskab.«
Det Europæiske Råd besluttede på at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine og Republikken Moldova og at give Georgien status som kandidatland, "ud fra den forståelse at de relevante skridt, der er fastsat i Kommissionens henstilling af 8. november 2023, er taget".
D. Det Forenede Kongeriges udtrædelse af Den Europæiske Union
Den 23.marts 2018 vedtog Det Europæiske Råd (artikel50), der var forsamlet i et EU-27-format, retningslinjerne for rammerne for et fremtidigt samarbejde med Det Forenede Kongerige efter brexit. Retningslinjerne udtrykte EU's ønske om det tættest mulige partnerskab med Det Forenede Kongerige, bl.a. inden for handel og økonomisk samarbejde, sikkerhed og forsvar.
Det Europæiske Råd tilsluttede sig i EU-27-format den 17. oktober 2019 den reviderede udtrædelsesaftale og godkendte den reviderede politiske erklæring, som EU's og de britiske forhandlere samme dag var nået til enighed om. Aftalen havde til formål at skabe betingelserne for den britiske udtræden af Den Europæiske Union under ordnede forhold.
Den 29. oktober 2019 vedtog Det Europæiske Råd efter britisk anmodning en afgørelse om at forlænge den periode, der er fastsat i artikel 50, stk. 3, i TEU, frem den 31. januar 2020 for at få mere tid til at ratificere udtrædelsesaftalen. Udtrædelsesaftalen trådte i kraft den 31. januar 2020. Datoen markerer afslutningen af den periode, der er omhandlet i artikel 50 i TEU, og begyndelsen på en overgangsperiode, der udløb den 31.december 2020. Det Forenede Kongerige er således ikke længere en EU-medlemsstat, men et tredjeland.
E. Institutionelle reformer
å sit møde i Tammerfors (15.-16.oktober 1999) fastlagde Det Europæiske Råd den nærmere strategi for udarbejdelsen af EU's charter om grundlæggende rettigheder (4.1.2). Det Europæiske Råd indkaldte på mødet i Helsingfors (i december 1999) til den regeringskonference, som skulle forberede Nicetraktaten.
Det Europæiske Råd besluttede på et møde i Laeken (14.-15.december 2001) at indkalde Konventet om Den Europæiske Unions Fremtid, som udarbejdede den siden forliste forfatningstraktat (1.1.4). Efter to et halvt års institutionelt dødvande vedtog Det Europæiske Råd så på mødet den 21.-22.juni 2007 et detaljeret mandat for den regeringskonference, som førte til underskrivelsen af Lissabontraktaten den 13.december 2007, der trådte i kraft den 1.december 2009 (1.1.5). Den 25.marts 2011 vedtog Det Europæiske Råd en afgørelse om at ændre artikel136 og banede dermed vejen for oprettelsen af ESM i 2012.
Den 28. juni 2018 vedtog Det Europæiske Råd en sammensætning, der gjorde det muligt for medlemsstaterne at vedtage de nødvendige nationale foranstaltninger til afholdelse af valg til valgperioden 2019-2024[1].
Den seneste tids kriser, navnlig coronapandemien og krigen i Ukraine, har understreget behovet for institutionelle reformer til at styrke EU's evne til at reagere hurtigt og effektivt på nødsituationer.
I sin vedtaget den 4. maj 2022 glædede Parlamentet sig over konklusionerne og henstillingerne fra konferencen og anerkendte, at der var behov for traktatændringer, og pålagde Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om at udarbejde forslag til en reform af EU-traktaterne gennem et konvent i overensstemmelse med . Følgelig vedtog Parlamentet den 9. juni 2022 . Et af de centrale forslag vedrørte reform af afstemningsprocedurerne, så der indføres afgørelser i Rådet med kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed på relevante områder såsom vedtagelse af sanktioner og de såkaldte passerellebestemmelser samt i tilfælde af nødsituationer. Den 11. juli 2023 vedtog Parlamentet en beslutning om gennemførelse af passerelleklausuler i EU-traktaterne. Den 22. november 2023 vedtog det en beslutning om forslag til ændring af traktaterne, hvori det indtrængende opfordrede Det Europæiske Råd til at indkalde et konvent om revision af traktaterne med henblik på at modernisere lovgivningsprocedurerne.
Eeva Pavy / Pablo Abril Marti