Indledning
Europa-Parlamentet har en af de største tolketjenester i verden. Tolke spiller en vigtig rolle for at sikre en effektiv kommunikation i denne enestående institution, der til dagligt arbejder på 24 sprog.
Oprindeligt var de officielle sprog i De Europæiske Fællesskaber de seks stiftende landes fire sprog: tysk, fransk, hollandsk og italiensk, med 12 mulige sprogkombinationer.
Nye sprog efter udvidelserne:
1973: engelsk, dansk og irsk eller gælisk (kun oversættelsen af akten vedrørende Irlands tiltrædelse og grundlæggende tekster), så 4 + 2 = 6 officielle sprog og 30 sprogkombinationer.
1981: græsk = 7 officielle sprog og 42 sprogkombinationer.
1986: spansk og portugisisk = 9 officielle sprog og 72 sprogkombinationer.
1995: finsk og svensk = 11 officielle sprog og 110 sprogkombinationer.
2004: estisk, ungarsk, lettisk, litauisk, maltesisk, polsk, tjekkisk, slovakisk og slovensk = 20 officielle sprog og 380 sprogkombinationer.
2007: rumænsk, bulgarsk og irsk = 23 officielle sprog og 506 sprogkombinationer.
2013: kroatisk = 24 officielle sprog og 552 sprogkombinationer.
Ud over de officielle sprog bruges ofte ansøgerlandenes sprog såvel som russisk, kinesisk, arabisk, japansk osv.
Tolkningen gør det muligt for Parlamentets medlemmer at forstå og kommunikere med hinanden.
- Aktivt sprog: det sprog, der tolkes til (det sprog, medlemmerne hører)
- Passivt sprog: det sprog, der tolkes fra (det sprog,medlemmerne taler)
- Pivot: relætolkning foretaget af en tolk på de mindre udbredte sprog
- Retur: anvendt for de mindre udbredte sprog, idet tolken kan arbejde til, men også fra sit aktive sprog
En tolks sprogkombination består af alle vedkommendes passive og aktive sprog.