Sikring af retten til asyl
EU har som mål at beskytte dem, der flygter fra forfølgelse eller alvorlige trusler i deres eget land.
Mennesker i hele verden, som er tvunget til at flygte fra deres land på grund af krænkelser af menneskerettighederne eller forfølgelse, kan søge asyl i EU. Genève-konventionen fra 1951 fastsætter kriterierne for, hvem der skal anerkendes som flygtninge. EU-landene er parter i denne konvention og har en international forpligtelse til at yde beskyttelse til berettigede personer.
EU har integreret betingelserne for at opnå international beskyttelse i sin egen lovgivning. Derudover har EU udvidet beskyttelsesbegrebet for dem, der ikke kvalificerer sig til flygtningestatus, men som stadig viser sig at være i alvorlig fare, ved at tilbyde det, der kaldes »subsidiær beskyttelsesstatus«, hvorved personer beskyttes mod at blive sendt tilbage til et land, hvor de risikerer død, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling.
Retten til asyl og subsidiær beskyttelse er garanteret i og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
EU tilbyder også midlertidig beskyttelse i tilfælde af en massetilstrømning af fordrevne mennesker fra lande uden for EU, som ikke kan vende tilbage til deres hjemland. Denne bestemmelse blev aktiveret, da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022 for at tilbyde hurtig og effektiv hjælp til mennesker, der flygtede fra krigen i Ukraine.
EU's medlemsstater er nået til enighed om en fælles europæisk asylpolitik, herunder subsidiær og midlertidig beskyttelse. Denne politik blev opdateret med pagten om migration og asyl, der blev vedtaget i begyndelsen af 2024 for at imødegå udfordringer i forbindelse med migrationsstyring i hele EU. Pagten træder i kraft i 2026.
Procedurerne for tildeling af asyl skal være både retfærdige og effektive overalt i Unionen. Dette er grundlaget for det Det Fælles Europæiske Asylsystem (CEAS). CEAS består af en række retsakter, der omfatter alle aspekter af asylproceduren. Disse omfatter:
- EU-forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring, som fastlægger, hvordan EU-landene bidrager til forvaltningen af asylansøgninger, baseret på princippet om solidaritet og en retfærdig fordeling af ansvaret;
- en ny forordning om asylprocedurer, der opstiller klare regler for asylansøgninger og sikrer, at asylansøgeres rettigheder beskyttes;
- en ny forordning om screening, som hjælper med at fastslå identiteten samt eventuelle sikkerheds- og sundhedsrisici for personer, der rejser ind i EU uden at opfylde indrejsebetingelserne. Dette baner vejen for en hurtigere identifikation af den korrekte procedure, som myndighederne skal anvende;
- en hurtigere æԲdzܰ, der kan anvendes ved de ydre grænser, og som gør det muligt at behandle asylansøgninger på op til 12 uger og giver gratis retshjælp til ansøgere;
- et opdateret direktiv om modtagelsesforhold, der fastlægger fælles minimumsstandarder for asylansøgeres levevilkår, og som sikrer, at ansøgere har adgang til bolig, mad, beskæftigelse og sundhedspleje;
- en ny forordning om fastlæggelse af standarder for, hvem der kvalificerer sig som flygtning eller modtager af subsidiær beskyttelse, og som giver en række rettigheder til modtagere (opholdstilladelser, rejsedokumenter, adgang til beskæftigelse og uddannelse, social velfærd og sundhedspleje).